Pa negre (2010)

Hvad, der begynder som en rigtig fin coming of age-historie med (k)ærligt spil og fine nuancer i tids- og atmosfærebillede, udvikler sig desværre til en dialog- og miljøtung affære, der heraf taber pusten efter en times tid.

Et makabert fund

Vi befinder os i den catalanske bjergidyl i tiden omkring 2. verdenskrigs afslutning. Drengen Andreu (Francesc Colomer) finder ligene af en far og søn, der angivelig er drattet ned fra en stejl bjergside med deres hestevogn.

En vigtig mission

Da de lokale myndigheder efterfølgende gør alt for at skyde skylden på Andreus far, indleder drengen en egen mission for at rense faren. Samtidig stifter han bekendtskab med snurrende og mystiske bevægelser i krop og sjæl: Der er nemlig ikke så mange år til pubertetens indtog.

Kloge beslutninger

Første time af "Pa negre" er faktisk et rigtig fint bekendtskab. Her træffer instruktøren meget kloge og afdæmpede beslutninger i filmatiseringen af Emili Teixidors roman. Ro på kameraføringen, ingen hektisk klipning, meget begrænset anvendelse af underlægningsmusik, fuld fokus på nærværet i skuespillet.

Sjælens kringlede afkroge

Altså, endelig en spansk film, der trods velkendt spee talk-syndrom evner at finde ned i sjælens kringlede afkroge uden at forfalde til ren heksekedel. Men, altså kun en halv film. For nu begynder det at gå skævt. Dialogen tager styringen, og fokus fjernes i stigende grad fra det vedkommende drama centreret om drengen Andreu.

Mere mellem himmel og jord?

Samtidig kammer mystikken noget over – er der mere mellem himmel og jord – som et åbent spørgsmål funderet i børnenes ængstelighed overfor mulige spøgelser i de gamle landsbyhuse.

Ikke fuldt ud overbevisende

Dette lykkes Villaronga ikke fuldt ud overbevisende med, og som endnu en irritationsfaktor tiltager underlægningsmusikken helt unødvendigt. Francesc Colomer er et herligt fund i hovedrollen som Andreu: Fuld af udstråling og dybdeforståelse for rollens kompleksitet.