Grown Ups (2010)

    En gruppe voksne venner mødes efter mange år og hygger sig med nedsættende jokes om hinanden og konerne.


    HETERO-HYSTERI

    Sammenhængende film:
    Grown Ups (2010)
    Grown Ups 2 (2013)

    En stor gruppe Hollywood-komikere mødes hér i en ikke videre vellykket komedie, der dyrker den nedsættende jargons "kunst" til perfektion og hermed de enkelte komikeres varemærke.

    Tyk & dværg
    Her er fx tykke Kevin James, "dværgen" Rob Schneider med lillemandskompleks, der så oven i købet er kæreste med en ældre (!) kvinde - og dét er virkelig mega klamt!! (Man kunne blive ved - homofobien ligger forudsigeligt lige under overfladen).

    Fordomsfuldt uden kant
    Det havde været sjovt, hvis ikke det var så fordomsfuldt - disse fyre evner aldrig rigtig at give deres humor den nødvendige kant, og "Grown Ups" ender da også som hysterisk hetero-morskab med ganske få rigtig sjove øjeblikke.

    Lillemødre på slæb
    Som børn var de bedste venner og spillede basketball og piftede efter piger sammen. Her mange år senere kan de stadig nemt falde tilbage i de samme gænger, men nu er lillemødrene og børnene jo på slæb - og det er ikke sikkert, at de er ligeså indstillet på at blive latterliggjort.

    Ynkeligt indhop
    Salma Hayek gør et ynkeligt indhop som Adam Sandlers kone: hold nu op, den kone kan ikke spille komedie. Og Steve Buscemi medvirker nok engang i en ekstremt fjoget birolle, det meste af tiden med hele kroppen i gips.

    Overskruet
    Der opstår en vis "sammenholdsstemning" undervejs, når de gamle venner med deres kærester og børn tager i vandland sammen, selvom også denne scene er alt for lang og overskruet.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2010, USA, Komedie, 102 min.

    Dansk titel: Drengerøve
    Instr: Dennis Dugan Prod: Jack Giarraputo, Adam Sandler Manus: Adam Sandler, Fred Wolf Foto: Theo van de Sande Klip: Tom Costain Mus: Rupert Gregson-Williams