Wild Card (2015)

    En jægersoldat tilbyder en form for bodyguard-funktion i Las Vegas og drømmer om at lægge det hele bag sig, men han er afhængig af spil.


    NIK DEM EN SKALLE

    For anden gang filmatiseres William Goldmans roman, "Heat", og for anden gang har forfatteren selv skrevet manuskriptet, denne gang over 80 år gammel.

    Ludoman i Vegas
    Første gang var tilbage i 80’erne, hvor Burt Reynolds spillede hovedrollen som gambleren Nick. Nu er det så Jason Statham, der skejer ud i Las Vegas som både ludoman og effektiv dræbermaskine.

    Krævende bypuls
    Han tilbyder sin assistance til folk, der har svært ved at begå sig i Vegas’ krævende puls. Hér kan han udgøre den sikkerhed, der kan få klienterne til at føle sig bedre tilpas ved spillebordet.

    Nik en skalle
    Men Nick kan meget mere end bare nikke en skalle. Han kan også slå ihjel, når det er påkrævet, og det bliver det i stigende grad, hvis hans drøm om at rejse til Italien skal gå i opfyldelse.

    Tam & farveløs
    "Wild Card" lader sig bedst beskrive som en ualmindelig tam og farveløs actionfilm uden ret meget action. At man overhovedet holder ud til slut skyldes, at der trods alt opstår en håndfuld relativt intense scener.

    Klæbrige klichéer
    Dyppet fra top til tå i klæbrige klichéer får vi blandt andet serveret et sexistisk hævntema, hvor en forsmået kvinde med Nicks hjælp får mulighed for at kastrere en selvfed millionær.

    Tørt & uinspireret
    Og så er der masser af veltimede usandsynligheder i det støjende klimaks. Fælles for både det tamme og det knap så tamme er, at det er både tørt og uinspireret - hverken fugl, fisk, action, gambling eller ret meget midt imellem.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, USA, Action, Krimi, 92 min.

    Dansk titel: Wild Card
    Instr: Simon West Prod: Steve Chasman Manus: William Goldman Baseret på: romanen "Heat" af William Goldman Foto: Shelly Johnson Klip: Padraic McKinley, Thomas J. Nordberg Mus: Dario Marianelli