Contagion (2011)

Plottet i "Contagion" kan gøre enhver dommedagsprofet staldkåd – hér dør mennesker nemlig som fluer, og alle mulige skarpe hjerner kommer på overarbejde for at finde en vaccine til det ubestemmelige og ukontrollerbare infektionsudbrud.

Heftige sager

Det er heftige sager at få serveret hjemme i stadsestuerne, men lagt i hænderne på den aldrig helt forudsigelige Steven Soderbergh udvikler "Contagion" sig til et ganske hæderligt portræt af forståeligt massehysteri. Ikke mindst, fordi Soderbergh tør gå lige lidt længere ud i ekstremiteterne.

Med lynets hast

Filmen følger en lang række (amerikanske) skæbner og deres møder med den unavngivne infektionssygdom, der spreder sig med lynets hast. Ikke siden den spanske syge i 1918 (og et stykke tid inden Covid-19) har forskere og læger stået så magtesløse på sidelinjen – og dødstallene vokser minut for minut.

Hårde prøvelser

Ihærdige kræfter kæmper mod tiden for at finde en brugbar vaccine, men heller ikke de er sikret mod sygdommen. Mitch Emhoff (Matt Damon) er en helt almindelig familiefar – hårdt prøvet af sygdommens rasen, men immun og med en datter, han passer endog særdeles godt på.

Frygtindgydende perspektiver

Der er rigtig mange små og mellemstore sidehistorier, der hele tiden flettes ind og ud af handlingen – meget at holde styr på, og ikke alt er lige elegant udført. Dog er grundtonen af skingert helvede på jord ganske troværdig, med talrige frygtindgydende perspektiver, som de fleste vil kunne få gåsehud over at gruble videre over.

Døende tematik

Stjernenavnene står på det nærmeste på nakken af hinanden – ofte i ganske små roller, hvilket er forfriskende og giver et pift af liv i den døende tematik. Bedst på rollelisten er Laurence Fishburne som Dr. Ellis Cheever, mest fordi, hans stoiske ro giver tyngde og troværdighed.

Ikke for enhver smag

Soderberghs faste komponist Cliff Martinez har begået et selvtypisk score, komplet med sammenblandingen klassisk/elektronisk, som bestemt ikke er for enhver smag. Musikken optræder i (lange) blokke og bliver ofte alt for dominerende.