Brakland (2018)

    En københavnsk teenagedreng flytter til udkants-Danmark og bliver venner med en jævnaldrende, der dog snart viser sig at være dårligt selskab.


    DÅRLIGT SELSKAB

    Rå og usødet debutfilm fra Martin Skovbjerg. "Brakland" falder ned i de politisk korrekte strømningers turban ved at placere handlingen i udkants-Danmark. Hertil flytter 10.-klasse-knægten Simon med sine lægeforældre. Det vil sige, hans far er altid fraværende (har han en elskerinde i København?), og moderen kæmper for at holde fast i sønnen, der synes at glide lidt for meget ud i noget snavs med sin nye ven, Bjarke.

     

    I landsbyens ingenmandsland

    De to teenagere turer omkring i landsbyens ingenmandsland, mens de filmer lidt af hvert. Tanken er, at optagelserne skal munde ud i alle tiders skoleprojekt, men snart får de nogle kompromitterende sager i kassen - og de er i det hele taget ved at køre lidt ud på et sidespor - særligt den noget dysfunktionelle Bjarke, der skal vise sig at være dårligt selskab for Simon.

     

    Forfriskende tilgang

    "Brakland" skal have ros for at prøve kræfter med en forfriskende tilgang til filmmediet. Men dette forehavende kan samtidig blive lidt for kejtet: Det er nemlig meget tydeligt, at der kribler i instruktørens fingre for at insistere på det anderledes - og det kan ind imellem kamme over i det nærved prætentiøse.

     

    Blodrøde kapitler

    Filmen er delt op i en lille håndfuld kapitler, hver introduceret af et blodrødt skilt og voldsomt insisterende musik. Til at begynde med opstår den reelle bekymring, at musikken bliver et anmassende virkemiddel - men heldigvis tones der ned, så det centrale og ret nervepirrende drama mellem drengene kan få lov at folde sig ud på langt mere oprigtigt formidlede præmisser. Tak for det!

     

    Elektrisk intensitet

    Den primære styrke og nerve i filmoplevelsen opstår i den elektriske intensitet mellem teenagerne Bjarke og Simon, flot formidlet af Vilmer Trier Brøgger og Jonas Bjerril. Det er ikke helt nemme roller at stive troværdigt af, men store eksistentielle følelser som tvivl og afmagt slår reelle gnister, når bølgerne går højt.

     

    Taktil kropsdyrkelse

    Dyrkelsen af drengene er meget taktil i David Gallegos håndholdte fotografering - kroppene er nærværende i en fint ramt subtil kredsen om seksualitet - Bjarkes fascination af Simons nøgne overkrop og ansigtets bløde kurver indrammes især i et par scener, hvor Bjarke lægger sig tæt op ad en sovende Simon. 

     

    Fysisk filmoplevelse

    I det hele taget bliver filmoplevelsen meget fysisk, netop fordi kroppene er så meget med i billedet, og fordi nærbilledet (ofte ultranær) afsøger ansigter og nøgne overkroppe. Mere udflydende - og en kende for groft malet - står det tiltagende ubehagelige ung-mand-kører-af-sporet-tema. Her savner man mere fundament og mindre eksperiment, men idéen er slet ikke dårlig.

     

    Lidt tykt smurt på

    Flere af de mindre roller i filmen er noget kejtet spillet - og der er lidt vel rigelig tykt smurt på, når de voksne skæbner skal beskrives (bl.a. Bjarkes far, spillet af Uffe Rørbæk Madsen). Helt vedkommende bliver de voldsomme ind- og udviklinger aldrig - men tendenserne i retning af rigtig fin drama-formidling er lovende.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2018, Danmark, Island, Psykologisk drama, Teenagere, 93 min.

    Dansk titel: Brakland
    Instr: Prod: Eva Jakobsen, Mikkel Jersin, Katrin Pors Manus: Christian Gamst Miller-Harris Foto: David Gallego Klip: Sofie Marie Kristensen Mus: Av Av Av