Millionærdrengen (1936)

    En 12-årig dreng er så træt af rigdommen og snobberiet hjemme, at han stikker af hjemmefra og i stedet bliver del af en arbejderklasse-hverdag.


    PENGE ER IKKE ALT

    Danmarsk første børnefilm blev iscenesat af stumfilmspionéren A.W. Sandberg, der kun nåede at instruere tre talefilm før sin død i 1938. "Millionærdrengen"s handling er hensat til Storbritannien med danske skuespillere og er baseret på en historie af Walter Christmas. I 1914 prøvede Holger-Madsen kræfter med selvsamme historie i stumfilmen af samme titel som Sandbergs.

     

    Ingen ueffen børnefilm

    "Millionærdrengen" er ikke nogen ueffen børnefilm, slet ikke taget i betragtning at denne genre var helt uprøvet i 1936. Sandberg har et fermt blik på prøvelserne, som de tager sig ud for 12-årige John Rowley - millionærarvingen til et stort britisk modehus. Her er det afgørende, at Finn Mannu i titelrollen (og sin eneste filmoptræden) er fuld af udstråling, om end ikke et decideret fund.

     

    Teknisk temmelig kejtet

    At filmen teknisk er temmelig kejtet og sine steder ubehjælpsomt udført bunder sikkert i, at Sandberg var en udpræget stumfilmsæstetiker og aldrig nåede at blive helt fortrolig med de nye landvindinger. Det kan man vælge af smile skævt ad, for i det store og hele er det ikke på teknikken, filmen mister mest terræn.

     

    Teatralsk hæmsko

    Derimod bliver tendenser i retning af det teatralske en hæmsko - særligt i flere af skuespillerpræstationerne, herunder særligt Karen Caspersens snobbede tante. Bedre lykkes det for en ung Ebbe Rode (i sin tredje filmrolle) - og for altid finurlige Petrine Sonne som pantelånersken, der låser John inde i en kælder for at kunne hente den dusør, der er udlovet.

     

    Potentielt nuanceret

    Peter Malbergs potentielt nuancerede major Plummer-rolle falder desværre ud i det let overspillede, mens Poul Reichhardt kan opleves i en ligegyldig mikro-rolle som reklamesøjle-figuren, der pludselig bliver tredimensionel i Johns drømmeverden.

     

    Musikalsk hævet over middel

    Kai Normann Andersens musik er hævet langt over almindelig standard for tiden og bidrager i få udvalgte scener (musikken er ikke meget til stede) med stor musikalsk fortællelyst. Vi slipper i det store og hele for fyld, på nær et par lidt for lange danse-synge-scener. Alligevel opleves 101 minutter som lige i overkanten - der er ikke pondus nok i formidlingen, og det sødt barndommelige er hurtigt opbrugt.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020