Det gælder livet (1953)

Kejtet og konstrueret problemfilm, der er ligeså utroværdig, som den er stift spillet og serveret. Det er historien om det barnløse par, Olaf og Ella Henningsen. Ella er ved at gå til, men så møder hun Hans Kurts trussetyv Viggo Thomsen – og nu har Ella et barn (men hun siger ikke sandheden til Olaf!)

Klip 17 år frem

Sådan ud af det blå klippes nu 17 år frem i tiden. Datteren Lotte er blevet teenager, og hun er ombejlet fra flere sider. Lidt forelsket bliver hun dog i Henning Moritzens betuttede sanglærer, men hun skal passe på, for flere bejlere ynder at bruge beskidte kneb.

Endnu et problem

Hvis man troede, at problemerne var overstået med Henningsens løste barnløshed, så kan man godt tro om igen. Titlen "Det gælder livet" refererer nemlig ikke kun til barnløshed, men også til blodbankens vigtighed, når et menneske bliver skidtmas og har blod for et skud.

Tager hun billetten?

Filmens skæbne vil, at Lotte sent i filmen kører galt og nu har brug for blod. Desværre har hun en så sjælden blodtype, at hun står til at tage billetten. Er verden virkelig så ond? Svaret står skrevet i rhesus AB negativ.

Tamt og tyndt

Det vrimler med små biroller, men ingen af dem er af nogen interesse i et i forvejen tamt og tyndt manuskript. Hvad værre er, er hovedrollerne helt uden gnist og tænding. Det er tydeligt fra start, at filmen mest af alt er et stykke pligtarbejde.

Poleret og uinspireret

Hverken problem #1 eller problem #2 er andet end ufrivilligt komisk. Læg hertil en lang række frygteligt oplæsende replikker, den vanvittig utroværdige springen 17 år frem i tid og en poleret, uinspireret fortællestil med masser af nerveløse indendørsoptagelser.

Den rette stemning

Svend Erik Tarps underlægningsmusik sætter den rette stemning – hvis man da kan tale om stemning. "Det gælder livet" er hurtigere glemt end flertallet af Jon Iversens mange og kvalitetsmæssigt meget svingende film.