Det gælder livet (1953)

Kejtet og konstrueret problemfilm, der er ligeså utroværdig, som den er stift spillet og serveret. Det er historien om det barnløse par Olaf (Poul Müller) og Ella Henningsen (Lisbeth Movin). Ella er ved at gå til, men så møder hun trussetyven Viggo Thomsen (Hans Kurt) – og straks har Ella et barn (men hun siger ikke sandheden til Olaf!)

Klip 17 år frem...

Sådan ud af det blå klippes der nu 17 år frem i tiden. Datteren Lotte (Elsebet Knudsen) er blevet teenager, og hun er ombejlet fra flere sider. Lidt forelsket bliver hun dog i den betuttede sanglærer Stefan Korsby (Henning Moritzen), men hun skal passe på, for flere bejlere ynder at bruge beskidte kneb.

Endnu et problem

Hvis man troede, at problemerne var overstået med Henningsens løste barnløshed, så kan man godt tro om igen. Titlen "Det gælder livet" refererer nemlig ikke kun til barnløshed, men også til blodbankens vigtighed, når et menneske bliver skidtmas og har blod for et skud...

Tamt og tyndt

Det vrimler med små biroller, men ingen af dem er af nogen interesse i et i forvejen tamt og tyndt manuskript. Hvad værre er, er hovedrollerne helt uden gnist og tænding. Det er tydeligt fra start, at filmen mest af alt er et stykke pligtarbejde.

Poleret og uinspireret

Hverken problem #1 eller problem #2 er andet end ufrivilligt komisk. Læg hertil en lang række frygteligt oplæste replikker, den vanvittigt utroværdige springen 17 år frem i tid og en poleret, uinspireret fortællestil med masser af nerveløse indendørsoptagelser.

Den rette stemning

Svend Erik Tarps underlægningsmusik sætter den "rette" stemning – hvis der da kan tales om stemning. "Det gælder livet" er hurtigere glemt end flertallet af Jon Iversens mange og kvalitetsmæssigt meget svingende film.