The Stranger (1946)

Stemningsmættet og stramt stiliseret – som de fleste af Orson Welles' film: "The Stranger" tager hér, blot et år efter 2. verdenskrigs afslutning, et meget betændt emne op. En topnazist er flygtet til USA og lever nu under dække af at være bedsteborger i et lille samfund.

På sporet

Men en agent er på sporet, og snart er nazisten nødt til at "springe ud" for sin nyviede kone og resten af lokalsamfundet – hvis sandheden overhovedet kan tåle at komme for en dag...

Hypnotiserende

"The Stranger" er helt afgjort bedst i de første tre kvarters tid. Her er Welles' iscenesættelse tæt på at være hypnotiserende og lykkes meget flot i den lækre suspenseindpakning i lys, skygge og skuespil. Hemmeligheden er endnu bevaret... på facaden... og hér trives filmen.

Hemmeligheden optrævles

Mere problematisk bliver fortællingen, da hemmeligheden optrævles. For her forfalder Welles desværre til det overdramatiserende og let manierede, hvilket smitter af på både intensitet og ægthed. Komplet med tiltagende hyperventilation i tempo, spil og underlægningsmusik.

I egen fælde

Welles spiller særdeles fremragende i filmens vellykkede del, men falder selv i egen fælde i sidste, hvor overspillet er påfaldende. Til gengæld rummer filmen helt igennem solide birollepræstationer fra Edward G. Robinson som agent Wilson og Billy House som den sympatisk trinde samlingspunkt Mr. Potter.

Til at spise

Film noir-æstetikken er til at spise og står virkelig flot, mens stilen endnu er relativt nede på jorden. Her er Russell Mettys fotografering og arbejde med lys og skygge central for de vanedannede stærke stemninger.