Matt Shepard Is a Friend of Mine (2014)

    21-årige Matthew Shepard blev i 1988 brutalt myrdet, alene fordi han var homoseksuel.


    KRANK SKÆBNE

    Overstrømmende sentimentalt anlagt dokumentarfilm, der forgæves forsøger at sætte hadforbrydelser i perspektiv: "Matt Shepard Is a Friend of Mine" kredser halvanden time om den kranke skæbne Matthew Shepard, som oplevet gennem øjnene på hans nærmeste familie og venner.

     

    Universelt hårrejsende

    Historien om homofobi er universelt hårrejsende, ligesom alle andre racistisk eller hadefuldt funderede grupperinger. Da Matt i 1998 bliver brutalt slagtet på en øde mark, klynget op og bagbundet som en hjælpeløs kalv, giver det genlyd over hele USA, hvis ikke store dele af verden. Nu må dén homofobi bare stoppe. 

     

    Aktivt ind i kampen

    Den 21-åriges forældre går aktivt ind i kampen for en bedre regnbuefarvet verden, og dokumentaristen Michele Josue er først og fremmest interesseret i en ransagelse af sin egen og Matthews nærmestes sorg og kamp for at komme videre. Heraf filmens noget ensrettede fokus på forældre og venner i alle afskygninger.

     

    I Love You

    De synes selvsagt alle, at Matthew var alle tiders knægt - fra de første skridt i kravlegården til de sidste ungdsomsrunderinger i den store verden (han var opdagelseslysten ud over det sædvanlige.) Forældrene er nærmest lettede over, at det sidste deres søn sagde til dem var I LOVE YOU.. Så er stemningen à la americana sat.

     

    En hyldestfilm

    Men det er ikke så meget et problem for dokumentaren, at den er amerikansk - snarere snubler Josue over sin egen jubellyst til at skabe en hyldestfilm. Hun glemmer - eller evner måske ikke - at perspektivere og male lidt ved siden af glansbilledet, og det er ellers lige præcis, hvad produktet trænger til.

     

    Udspartlende musik

    Nicholas Jacobson-Larsons originalmusik er anvendt nærved udspartlende - konstante (og tamme) sart-minimalistiske akkorder i stryger- og klaverarrangementer sørger for en nagelfast feel good/feel bad-stemning - alt efter om filmen lige er i opturs- eller nedtursmodus.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2014, USA, Dokumentar, 89 min.

    Dansk titel: Matt Shepard Is a Friend of Mine
    Instr: Michele Josue Prod: Michele Josue, Liam McNiff Manus: Michele Josue Foto: Craig Trudeau Klip: Michele Josue; Liam McNiff Mus: Nicholas Jacobson-Larson
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation