Mine tossede drenge (1961)

Forventeligt lystspilsenergisk musikdrama, der forener jazz med konservativt forældreoprør, sådan som teenagedrengen William (Otto Brandenburg) må lægge krop til det. Hans forældre, og særligt farmand, har ikke meget til overs for Williams jazzdrømme, og det er lige ved at ende helt galt, da sønnike trodser fars vilje.

Helt efter bogen

Det er Poul Reichhardt og Marguerite Viby, der udgør Williams forstokkede forældre, hvor mor trods alt må forsøge at glatte ud, og hvor far nok bløder op hen ad vejen. Alt sammen helt efter bogen, men serveret med god timing og af veloplagte skuespillere.

Fint samspil

27-årige Brandenburg skal forestille at være 17 år(!!), og dét holder ikke rigtigt en meter. Der opstår dog fine scener særligt mellem far og søn, med en vanligt komisk/rasende/sprudlende Reichhardt. Marguerite Viby er nedtonet, men også anonym i sammenhængen.

Op i det røde felt

Jan Priiskorn-Schmidt er Williams (meget yngre!) lillebror, der er både fræk og kræver opmærksomhed. Da William får besked om droppe sine jazzdrømme en aften og må blive hjemme for at passe lillebror, bryder han sit løfte, hvilket får faren op i det røde felt.

Fine små ind- og udviklinger

Fine små ind- og udviklinger krydrer den gennemforudsigelige fortælling, og jazzglade kan givet fornøje sig over de tidstypiske indslag med en velsyngende Brandenburg plus band. Det vækker små skæve smil på læberne, men heller ikke mere. "Mine tossede drenge" er hurtigt glemt og i helheden ren rutine. Jazzindslagene er suppleret af Ib Glindemanns velkendt smilende genremusik.