Præsten i Vejlby (1972)

    En kolerisk 1600-talspræst kommer i svære vanskeligheder, da han beskyldes for at have begået et mord.


    BLICHER LIGHT

    Filmatiseringer af Steen Steensen Blichers novelle:

    Præsten i Vejlby (1922)

    Præsten i Vejlby (1931)

    Præsten i Vejlby (1960)

    Præsten i Vejlby (1972)

     

    Endnu et dansk filmbud på en fortolkning af Steen Steensen Blichers novelle, denne gang omskrevet til delvis ukendelighed, idet præsten er gjort udelukkende usympatisk – i hvert fald i filmens begyndelse. Det var i 1931, at George Schnéevoigt fortolkede novellen med Henrik Malberg i titelrollen – i den første danske tonefilm.

     

    Ingen helstøbt filmoplevelse

    1972-opdateringen er ikke nogen helstøbt filmoplevelse. Generelt lider fortællestilen under alt for mange spring i stil og stemning, og det visuelle udtryk tangerer tv-filmens. Men der opstår alligevel, lidt ud af det blå, scener af stor intensitet, og det er disse øjeblikke, som filmen lever højt på.

     

    Aldrig i godt humør

    I starten af 1600-tallet hersker den tykke præst Søren Jensen Quist (Karl Stegger) i sit sogn, aldrig i godt humør, men til gengæld altid kommanderende. I arrigskab slår han sin gårdskarl i hovedet med en skovl, og selvom præsten har set ham løbe levende fra stedet, bliver denne gerning alligevel skæbnesvanger for ham.

     

    Fra kommando til ærbødighed

    Gårdskarlens bror Mikkel Ibsen (Jens Okking) vil nemlig udnytte situationen til – meget oplagt – at få skovlen under præsten. Og Ibsen helmer ikke, om det så skal betyde, at præsten bliver halshugget foran sine sognebørn. Det er i øvrigt under rettergangen, at Søren Quist skifter karakter fra det kommanderende til det ærbødige: Han bliver nemlig selv i tvivl, om han har begået mordet...

     

    Dystre præstetanker

    Karl Stegger er desværre ikke helt tunet ind på præsterollens muligheder, og særligt den bidske del af Quist bliver en kende for brovtende. Langt bedre går det, da de dystre tanker rammer ham. Stærkest på birollesiden er utvivlsomt Jens Okking, der har meget skarpe ondskabsøjeblikke som den skånselsløse Mikkel Ibsen.

     

    Skummelt forehavende

    Der er mindre troværdighed over herredsfogeden Erik Sørensen (Peter Steen), den anden større birolle i filmen, og Anne-Lise Gabold er vaklende som præstedatteren Maren, der i øvrigt har en udvidet flirt med herredsfogeden hen over de danske enge. En af filmens stærkeste scener har Jens Okking og Claus Nissen som ligskændere... i dét skumle forehavende at plante al skyld på præstens skuldre.

     

    Fine locationoptagelser

    Locationoptagelserne (i Sydsjælland) højner filmoplevelsen noget, men billederne bliver aldrig fuldt ud (historisk) troværdige. Henning Christiansens underlægningsmusik er desuden for stemningsstjælende, selvom tonerne adskiller sig positivt fra den gennemsnitlige danske underlægning for 1970'erne.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026