Ebberød Bank (1943)

    En fattig landsbyskrædder opretter en bank, der snart bliver "verdensberømt" i Danmark for sine høje renter og helt uhørte finansmetoder.


    OSVALD-HYGGE

    Frisk, fyrig og pletvis finurlig krigstidskomedie, der blev den folkekære skuespiller Osvald Helmuths eneste forsøg udi at instruere film. Med Osvald selv i den dialekttunge hovedrolle som landsbyskrædderen Peter Vipperup er "Ebberød Bank" hverken ueffen eller ude i overdrevets tove, men grundideen ryger alligevel ud ad tangenterne.

     

    Skrædderens morgenrunde

    Skrædderen Peter Vipperup (Helmuth) klarer sig til dagen og vejen ved at gå sin morgenrunde gennem landsbyen. Her indsamler han bukser og jakker til reparation, men hjemme venter hans kone, den stramme og sure Caroline (Maria Garland), så der er ikke meget sjov ved at være skrædder i Ebberød.

     

    En landsbybank oprettes

    Nu ankommer Peters bror Andreas (Emil Hass Christensen) til byen efter et længere ophold i udlandet. Han har måsen fuld af penge og angiveligt en taske med fire millioner kroner i. Dét vækker selvsagt opsigt i Ebberød, og der bliver talt i krogene om at oprette en landsbybank... en opfordring, skrædderen tager alvorligt.

     

    Vækker opsigt

    Snart har Ebberød en meget primitiv bank med Vipperup som direktør, og hans bankmetoder vækker opsigt – også udenfor landsbyen. Med helt uhørte renter står bankkunder fra hele landet snart i kø, men det kan ikke blive ved med at gå, og på et eller andet tidspunkt skal Vipperup jo også helst nå frem til erkendelsen: Penge er ikke alt!

     

    På det jævne

    Osvald Helmuths skuespil bærer filmen et pænt stykke, med fin opbakning på birollefronten (især Maria Garland er vanligt veloplagt). Teknisk er "Ebberød Bank" på det jævne, indimellem ubehjælpsomt fotograferet med uskarpe og hakkende billeder, men det bidrager egentlig mest af alt til den jordbundne og enkle historie: "Den er en af vore egne!"

     

    Hyggelig film

    Det er således en charmerende og hyggelig film, men samtidig med en historie præget af et knirkende labilt fundament uden hverken store overraskelser eller dyb opfindsomhed: Der bæres over med det vaklende et langt stykke hen ad vejen. Sven Gyldmarks underlægningsmusik er meget anonym og tilbagetrukket, hvilket trækker op i det samlede regnskab.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026