Two-Lane Blacktop (1971)

    To unge mænd kører ad Route 66 i deres ombyggede Chevrolet 150. De samler en smuk teenagepige op og aftaler at køre om kap med en mand.


    BENZIN I BLODET

    Monte Hellmans hvilepuls-road movie "Two-Lane Blacktop" blev ingen kommerciel succes, selvom det i 1971 appellerede klart til et ungt publikum at sætte singer-songwriter James Taylor og Beach Boys-trommeslageren Dennis Wilson sammen i en bil ad Route 66. Mest af alt er filmen en ungdomsfilm, der kredser om en søgen efter mening med tilværelsen, personificeret i to unge mænd med benzin i blodet - og en teenagepige.

     

    Æterisk sværmende

    Der er allerede lagt op til det æterisk sværmende og mystiske ved ikke at navngive de centrale hovedpersoner. "Chaufføren" og "Mekanikeren" er det tætteste vi kommer på de racerglade unge mænd, og senere er det bare "pigen", de samler op, mens de kører race mod "GTO", der er modelnavnet på konkurrentens bil.

     

    Ingen egentlig handlingsfilm

    Nogen egentlig handlingsfilm er "Two-Lane Blacktop" ikke, snarere er Monte Hellman interesseret i den nævnte sværmen rundt om temaet "meningen med livet", som den tager sit fikspunkt i den kraftigt ombyggede Chevrolet 150. Generelt er det ikke til at hive et smil ud af de unge mennesker, som de driver af sted ad Route 66. Det er en alvorlig sag at cruise rundt uden mål og med: Eller rettere, meningen med kørslen er i retning af den kantianske læresætning, formålsløs formålsrettethed.

     

    Masser af asfaltveje

    Filmens titel refererer til slangbetegnelsen for en asfaltvej, og dem ser vi rigtig mange af igennem de 102 minutter. Den action-kræsne filmtilskuer vil sikkert finde Hellmans film kedelig, på trods af den om ikke andet potentielt hæsblæsende asfalt-opfræsen. For der sker vitterlig ikke ret meget - hvilket er den helt store kvalitet ved filmoplevelsen.

     

    Totalt fravær af underlægningsmusik

    Bemærkelsesværdigt velvalgt står det totale fravalg af underlægningsmusik: De eneste toner opstår ud af GTOs bilradio og lignende musikalske indspark i selve handlingen. Stærkt, og det overlader hele perceptions-initiativet til tilskueren, i selskab med reallydenes symfoniske nærvær.

     

    Tændrørsgnistrende ægthed

    Der er lyn af tændrørsgnistrende ægthed i det egentlig ret simple samspil mellem James Taylor, Laurie Bird, Dennis Wilson og Warren Oates. Der er slet ikke lagt op til nogen teatralisering af det umiddelbare, og hér står filmen ikonisk i sin kompromisløshed. Der er tendenser i retning af scener, der kan blive strakt for langt ud i den let mystificerende retning - eller bilscener (transportscener), der simpelthen ikke har tyngde nok til at bære filmen let hen over asfalten.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1971, USA, Drama, Teenagere, Biler på film, 102 min.

    Dansk titel: Motorvej i USA
    Instr: Monte Hellman Prod: Michael Lauglin Manus: Rudy Wurlitzer, Will Corry Foto: Jack Deerson Klip: Monte Hellman