Jätten (2016)

    En meget deform lilleputmand er et let mobbeoffer, men til gengæld et stort talent til petanque. Måske kan dét løfte ham?


    VAKLENDE SKÆVHED

    Spillefilmsdebuterende Johannes Nyholm vandt tre hjemlige Guldbagge-filmpriser for sit portræt af den deforme lilleputmand Rikard Boberg (Christian Andrén): Bedste film, manuskript og makeup. Sminke er der da også brugt rigelige mængder af, når Rikards ansigt betragtes – det vækker mindelser om David Lynchs The Elephant Man (1980).

     

    Offer for mobning

    "Jätten" er koproduceret mellem Sverige og Danmark, hvorfor vi som en lille sidehistorie skal et smut til københavnsområdet. Når Rikard ikke er offer for mobning eller fjæler sig på sin institution blandt psykisk udviklingshæmmede, er han nemlig meget stor petanqueentusiast.

     

    Vild med petanque

    Dét kan udnyttes, og da det endelig lykkes ham at bevise sit værd med jernkuglerne, kan den store turnering i Danmark måske blive hans indgang til et gladere liv? Filmens titel spejler i øvrigt et lille eventyr – Rikard drømmer sig nemlig stor og stærk, og han vandrer som en kæmpe gennem smukke svenske landskaber.

     

    (Hyper)komisk

    Filmen har en klar slagside til det (hyper)komiske, hvilket fungerer bedst, mens begivenhederne endnu er unge, og formen sætter sig. En scene, hvor en overlæge viser sine alumner den bevidstløse Rikard frem i sygesengen, vækker kortvarigt fine mindelser om humoren i Lars von Triers Riget (1994-2022).

     

    Blandt næserynkende mennesker

    Men snart fordufter det originale til fordel for mere tyndt kausal mærkværdighedsdrama, hvor den stort set stumme Rikard famler sig frem mellem næserynkende mennesker. Der er langt mellem både de komiske og dramatiske højdepunkter, og spillet slår sjældent ret mange gnister.

     

    Flotte kæmpescener

    Eventyrscenerne med Rikard som kæmpe er filmens markant flotteste og højner det visuelle niveau betragteligt. Filmen er ikke overøset med underlægningsmusik, hvilket er et plus.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2016, Sverige, Komedie, Drama, Sport, Eventyr, Bjerge på film, 86 min.

    Dansk titel: Kæmpen
    Instr: Johannes Nyholm Prod: Maria Dahlin, Morten Kjems Juhl Manus: Johannes Nyholm Foto: Johan Lundborg Klip: Morten Højbjerg; Johannes Nyholm Mus: Björn Olsson
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • GULDB - Bedste film
    • GULDB - Bedste manuskript
    • GULDB - Bedste makeup
    • GULDB-N - Bedste birolleskuespiller (Kyrén)
    • GULDB-N - Bedste klipning
    • GULDB-N - Bedste musik
    • CPH - Politikens Publikumspris-nominering