Lauf Junge Lauf (2013)

    En 8-årig jødisk dreng flygter fra en polsk ghetto under nazisternes besættelse og må helt på egen hånd forsøge at overleve i naturen og blandt lokale bønder.


    SENTIMENTALE LØB

    Ærgerligt oversentimentaliseret polsk krigsdrama, der har alle gode kort på hånden men i Pepe Danquarts iscenesættelse får alvorlige slagsider.

    Mod alle odds
    8-årige Srulik er stukket af fra den jødiske ghetto i Warschawa og er nu på egen hånd i den vilde natur. Mod alle odds overlever han årstidernes skiften, men kun fordi han undervejs får hjælp af lokale bønder.

    Tung at danse med
    "Lauf Junge Lauf" er tung at danse med fra første scene: her slås tonen an med svulstig kameraføring og oceaner af brusende filmmusik.

    Alt dikteres
    Og det tager aldrig af, faktisk bliver det endnu mere udtalt, og som tilskuer er det svært at ånde i en filmverden, hvor alt dikteres og udpindes i lyd og billede.

    Visuel skønhed
    Der er indstillinger af stor visuel skønhed, og man kan se det stærke og nærværende drama for sig, havde instruktøren haft en helt anden og ærligere dagsorden.

    Teatralsk
    Skuespillet er ikke imponerende. Børnene er stift instrueret, desværre også hovedrolleindehaver Andrzej Tkacz, og det hjælper selv sagt ikke på filmens i forvejen teatralske udtryk.

    Sødladen epilog
    Således kommer filmen i mål - med sin sødladne epilog fra det virkelige liv - uden at efterlade ret mange indtryk ud over det kunstnerisk dygtige.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, Tyskland, Frankrig, Polen, Krigsdrama, Børn på film, Dyr på film, 112 min.

    Dansk titel: Run Boy Run
    Instr: Pepe Danquart Prod: Pepe Danquart, Susanne Kusche, Uwe Spiller Manus: Heinrich Hadding, Pepe Danquart Baseret på: roman af Uri Orlev Foto: Daniel Gottschalk Klip: Richard Marizy Mus: Stéphane Moucha