Dyrlægens plejebørn (1968)

"Endnu en dansk film efter samme opskrift. Man tager en stribe af de populæreste danske skuespillere, et par bindingsværksgärde, lidt landluft, nogle bønder, der taler dialekt, et barn, man kan være god ved, og nogle dyr, man kan klappe." Sådan lød starten på en lidt modløs anmeldelse i B.T. i 1968.

Broget og brovtende karriere

Carl Ottosen havde en broget (og brovtende) karriere som skuespiller og instruerede også en håndfuld film af svingende kvalitet. "Dyrlægens plejebørn" er derfor en uhyre positiv overraskelse: Det er en fintfølende og hjerteligt enkel folkekomedie med en skøn Dirch Passer-præstation.

Ude på landet
Ude på landet er alting godt. Sådan da. Under samme tag praktiserer dyrlægen Linsager og lægen Hansen – begge er de ikke særligt stive i det dér med kvinder. Da dyrlæge Linsager ved en misforståelse pludselig står med plejebarnet Winnie (i en meget fin børnepræstation af Winnie Mortensen), aner han til at begynde med ikke sine levende råd. Men det skal snart vise sig, at sådan en lille størrelse i flere henseender kan have en positiv indflydelse på landsbylivet og dets "tosser".

Herligt jordbundne
Både Dirch Passer og Ove Sprogøe er herligt jordbundne som det umage lægepar, og Lone Hertz og Judy Gringer bidrager med søde og (for en gangs skyld) ikke alt for farvestrålende kvindeportrætter. Axel Strøbyes cirkusartist med et vielseskompleks er måske nok i overkanten af det karikerede, men hans historie afføder en kreativt iscenesat stribe fortidsscenarier, herunder helt tilbage til stenalderen, hvor en forfar trak sin udkårne rundt ved håret. Karl Stegger gennemgår en velkendt udvikling fra mavesur til jovial. Tricket for hans giftelystne datter er at servere faren grønkål i dagevis (han hader grønkål) – så kan det nok være, at han bløder op!

Obligatoriske sange
Filmen byder på obligatoriske sange, men også disse er forbløffende vellykkede og synges i øvrigt alle af Dirch Passer, som oftest til lille Winnie: Højdepunktet her er nok hans "thailandske" vuggevise. I øvrigt har filmholdet været et smut i Lapland for at indspille en af sangene(!).

Nuttethedsfaktor
Nuttethedsfaktoren ved de mange dyr, som Linsager omgås i embeds medfør, skal der heller ikke kimses ad – og som kontrast er filmen meget humoristisk udi dyrlægegerningen, som fx da Linsager skal have sit lange "skåneærme" skyllet (efter at have været oppe i en ko-mås).