Le samouraï (1967)

    Da en lejemorder bliver set af en række vidner, bliver han genstand for politiets massive jagt. Men i første omgang sætter et godt alibi ham fri.


    KRIMI-ELEGANCE

    Jean-Pierre Melvilles første farvefilm er farvestrålende ud over det blotte visuelle: "Le samouraï" er en tidløs, maskulin gangsterkrimi, der vedbliver at inspirere alverdens små og store filmskabere, og filmen regnes ikke uden grund blandt de allerbedste i sin genre.

     

    Stråler i hovedrollen

    32-årige Alain Delon stråler i hovedrollen som lejemorderen Jef Costello. Ganske vist smiler han sjældent: Det er et fag, hvor en sammenbidt mine er at foretrække. Efter endnu en veludført (u)gerning bliver Costello dog set af flere vidner, og snart er han sammen med en række andre mulige gerningsmænd i politiets varetægt.

     

    I politiets jerngreb

    Det lykkes mirakuløst Costello at slippe fri af politiets jerngreb, men kun fordi hans utætte alibi ikke kan modbevises, og fordi vidnerne enten er i tvivl eller lader Costello gå af andre årsager. Herefter er han dog langt fra en fri fugl. Han jages vildt af politiet, der skygger ham konstant. Det må ende galt!

     

    Stilistisk ren

    "Le samouraï" er en stilistisk meget ren film, og det smitter positivt af på handlingen. Den hektiske action er således i fuldstændig synkronisation med de enkle, stramt stilisrede billeder og kammer aldrig over i det ellers genretypisk overgearede.

     

    Oplagt forbillede

    Karaktertegningen af Jef Costello er enestående og et oplagt forbillede. Fra første scene i den betongrå, beskidte, mørke og på alle måder klinisk deprimerende lejlighed tegnes Costello som den sammenbidte, opgavefokuserede og følelsesfornægtende lejemorder. Men ikke uden revner i facaden - bl.a. viser Costello i omgangen med sin evigt pippende fugl, der står absolut centreret i rummet, en form for menneskelighed.

     

    Stærk personinstruktion

    Jef Costello er en medalje om halsen på Melvilles særlige begavelse udi personinstruktion, men Alain Delon har også her en af karrierens bedste roller, som han giver kant og personlighed, til trods for rollens begrænsede følelsesregister.

     

    Velafmålt musik

    Ikonisk er også François de Roubaixs filmmusik - i særlig grad, fordi den ikke stjæler lydbilledet, men blot stikker hovedet velafmålt frem. Det er enkle toner i en elektronisk klang, der former fine melodier som perfekt og lettere ironisk opbakning.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1967, Frankrig, Italien, Krimi, Action, Thriller, 105 min.

    Dansk titel: Ekspert i drab
    Instr: Jean-Pierre Melville Prod: Raymond Borderie, Eugène Lépicier Manus: Jean-Pierre Melville, Georges Pellegrin Foto: Henri Decaë Klip: Monique Bonnot; Yolande Maurette Mus: François de Roubaix