Apocalypto (2006)

Mel Gibson har altid været glad for det store format, når han som instruktør skal fortælle film. "Apocalypto" er bestemt ingen undtagelse, og to timer og tyve minutter i selskab med mayaindianernes effektive selvudslettelse er lige dele saftig underholdning og vulgær overfortælling.

Kritik for voldsbilleder

Filmen fik enorm kritik for sin udpenslende vold, der ligesom ingen ende vil tage. Og det bliver da også grafisk, når blodet og de løse hoveder flyder, men ikke så meget, at filmoplevelsen lider under det. Som et ret effektivt sikkerhedsnet under al vanvidsvolden finder vi nemlig en universel kærligheds- og selvopretholdelseshistorie: Den unge Jaguar Paw (Rudy Youngblood) bider fra sig og flygter gennem de vilde jungler i Mexico, ca. år 1511.

Ingen filmstjerner

Dét har Mel Gibson nok mærket tidligt i udviklingen af storfilmen: Behovet for noget trygt at falde tilbage på. For "Apocalypto" er ingen helt almindelig mainstream-Hollywoodfilm. Det er først og fremmest tydeligt ved, at der ikke er nogen store stjerner i de bærende helte- og skurkeroller. I autenticitetens tjeneste møder vi i stedet helt ægte indfødte amerikanere, der til lejligheden ovenikøbet taler mayasprog.

Vanskelig diktion

Det med sproget er både godt og skidt, for det er ikke alle skuespillere, der leverer det lidt vanskelige sprog lige elegant. Ofte bliver diktionen stiv og overtydelig, og dét tager toppen af virkeligheden. Men det havde været meget værre, hvis de alle havde talt "amerikansk", så hatten tages af for Gibsons valg.

Flotte ser de ud...

Flotte ser de ud, disse velbyggede kæmpere med ekstrempiercinger og sofistikerede teksturtatoveringer. Og "Apocalypto" har en af sine helt store forcer i portrætteringen af den sort/hvide kamp/flugt-uhygge, hvor helte og skurke er tegnet forbilledligt i den store underholdnings tjeneste – fint spillet i en tung helhed.

Hårrejsende jagt

"Biljagterne" gennem junglen er hårrejsende, ikke mindst fordi de er pakket i det omtalte kærlighedsdrama, hvor vores Jaguar-helt skal skynde sig for at redde den lille kernefamilie, som han har parkeret nogenlunde sikkert i bunden af en kløft. Skurkene viser omvendt ingen nåde, og ondskaben lyner med smittende effekt.

Det brede format

Dean Semlers fotografering søger det brede format mere end noget andet, og selvom linserne ofte kigger tæt og intimt, er det visuelle udtryk præget af en vis epik med pil mod det historisk interessante. En klar overfortælling finder vi til gengæld i de relativt mange slowmotion-sekvenser – ikke klædeligt og tilmed kikset.

Vingesus

Indimellem mærkes virkelig alle mulige former for vingesus i selskab med den stort anlagte film. De opstår primært, når billederne står alene og ikke er underkastet James Horners sødladent hårdtpumpende musik. Desværre er der penslet rigeligt med toner på begivenhederne, og dét tager mindst en stjerne af totaloplevelsen.