Fat Kid Rules the World (2012)

Med den noget lalleglade titel kan man nemt blive afskrækket fra at stifte bekendtskab med substansen i denne film.

Misvisende titel
Men substans er der, og titlen er misvisende. "Fat Kid Rules the World" er grundlæggende et tilforladeligt indie-drama, der kredser om overvægtige Troys op- og særligt nedture.

Ingen venner
Han har ikke nogen venner og æder sig til indre ro. Men så støder han ind i den energiske Marcus, der ganske vist er dybt utilregnelig og mærkelig, men som langsomt får lidt liv i den fede teenager, så han begynder at tro på sig selv.

Urklassisk tema
Det er jo den helt klassiske "også-grimme-mennesker-har-en-plads-i-livet"-historie, som her tages op på ny: skuespilleren Matthew Lillard spillefilmsdebuterer med denne filmatisering af K.L. Goings roman.

Interessant grundtone
Og det gør han egentlig meget pænt. Filmens grundtone er interessant og fredsommelig, som den ganske ublufærdigt går i flæsket på fedemandsklichhéerne - men ikke mindre væsentligt, psykologien bag dem.

Dybe kriser
Her er Jacob Wysocki aldeles overbevisende i formidlingen af de dybe kriser, som han uden tvivl føler på egen krop, og som han ærligt lader blævre ud til offentlighedens skue.

Decimeret familieliv
I skildringen af det decimerede familieliv (Troy er alene med far og lillebror) bemærker man fine præstationer af Billy Campbell og Dylan Arnold, mens Matt O´Learys Marcus er en tand over the top hvad angår troværdighed (selvom utilregneligheden lyner hektisk i øjnene på ham).

En del musik
Der er en del musik filmens handling: Troy lærer at spille på trommer, efter at han starter med at brække 15 kg chips ud over det hele af nervøsitet, og Marcus flår i sin elguitar.

Herudover sovses begivenhederne i temmelig høj grad ind i originalkomponeret musik, så meget af den potentielle stilhed og ærlighed går lidt fløjten.

Udmattende totaloplevelse
Samtidig er historien ikke helt nem at blive klog på. Der flakkes for meget frem og tilbage, og helhedsoplevelsen præges af en form for udmattelse.