Everest (2015)

    En gruppe bjergbestigere kommer i alvorlige problemer under nedstigningen fra Mount Everest, da en voldsom storm gør forholdene farlige.


    VAG BJERGTHRILLER

    Håndtam og gennemforudsigelig bjergthriller, der forgæves forsøger at hente alle stik hjem på en spektakulær IMAX-fotografering, men som nærmere falder til den hårde klippegrund med et plump.

    Katastrofal ekspedition
    Det er historien om en af de mange virkelige katastrofale bjergbestignings-ekspeditioner på Mount Everest. Vi er i 1996, og alt går godt hele vejen til toppen. Men som alle med en smule kendskab til klatring ved, så er nedstigningen altid den farligste – og så bliver det ikke nemmere, når en gigantisk storm melder sig på banen.

    Med tyk pensel
    Filmen bruger unødvendigt meget tid på alle forberedelserne til ekspeditionen. Islandske Baltasar Kormákur instruerer her sin anden internationalt producerede film efter en række skæve hjemlige produktioner, og man skal da lige love for, at amerikana er malet ud over det hele med tyk pensel. Det kommer blandt andet til udtryk i den lange indledning, hvor koner og kærester skal indflettes med tårer og klichéer.

    På klipperne
    Lad os nu komme op på de lodrette klipper! Og det gør vi da også, men først for alvor en times tid inde i filmen. Her skuffer niveauet af klichéer dog også. Der er ikke en eneste person eller et eneste handlingselement, der kommer som en overraskelse, og der er ganske enkelt ikke nok saft i naturscenerierne alene til at ophøje "Everest" mod en afgrund af spænding.

    Uden engagement
    Et par håndfulde kendte skuespillere formidler den mislykkede ekspedition med matte øjne og uden det helt troværdige engagement. Det fungerer, men overbeviser aldrig. Med på langdistancen kan koner og kærester kun græde, mens mændene dør som fluer på ensomme klipper.

    Svulstig musik
    Dario Marianellis filmmusik er ualmindeligt svulstig og stort set til stede hele filmen igennem. Det er alt for sjældent, at vildskabens lyde udnyttes i deres egen storhed, og når det forsøges, er også lyddesignet en kende overstyret.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024