Ang.: Lone (1970)

Der blev på fornemmeste vis skrevet dansk filmhistorie med "Ang.: Lone" – et stykke upoleret socialrealisme med hundrede procent improviserede replikker. "Væsentligste danske film siden Dreyer," skrev en anmelder, og begejstringen var i det hele taget udtalt blandt kritikerne.

På springtur
16-årige Lone (Pernille Kløvedal) er på springtur fra et pigehjem i Jylland. Hendes plejeforældre afviser hende, da hun lægger vejen forbi, og Lone drager i stedet mod København. Her møder hun for første gang ligesindede unge, og hun kan endelig få en smule afløb for al sin indestængte frihedstrang. Hun forelsker sig... og bliver gravid. Dét bliver et større problem for Lone, end hun umiddelbart kan håndtere.

Ægthed i skuespillet
Skuespillet er filmens helt store force. Pernille Kløvedals smukke og slående ægte ansigt hægter sig fast på nethinden længe efter, men også gode biroller bidrager til det troværdige udtryk.

Fin improvisation
De improviserede replikker rammer virkelig ofte plet – situationsbeskrivelserne er mange steder helt unikke. Tag fx scenen, hvor Lone bliver udspurgt på det groveste af fem vildt fremmede voksne. Hvad skal det stakkels pigebarn stille op?

Søgte scener
Scenerne med socialpædagogerne er derimod noget søgte og synes ude af trit med resten af filmen og dens nærgående facon. Desuden er sådanne pædagogiske diskussioner helt uden for interesse i dagens "multiforstående" samfund. Hér kan de opleves som et sprødt tidsbillede – men er alt for langtrukne

Rå og upoleret
Rå og upoleret i Peter Roos' sort/hvide billeder og med det fornemme tidsbillede fremstår "Ang.: Lone" som en virkelig banebrydende dansk film indenfor sin genre. Herhjemme vandt filmen en Bodil for bedste film, mens den var i hovedkonkurrence i Berlin og vandt i kategorien Special Recognition.