Daylight (1996)

Hollywood er endnu engang nedkommet med en vældigt larmende katastrofefilm: "Daylight" er på mange måder er en tro kopi af halvfjerdsernes genrefilm især af The Poseidon Adventure (1972).

Kampen mod uretten
Handlingen er næsten den samme. I begge film er der ild og vand, og en lille gruppe overlevende ledet af en rigtig superhelt skal – i kamp mod tiden – forsøge at bane sig vej fra afgrunden op imod dagslyset.

Kedeligt gammeldags
Men hvor "The Poseidon Adventure" under overfladen er udstyret med en herlig selvironi, er "Daylight" kedeligt gammeldags, ærkeamerikansk og gravalvorlig... både i tunnelmørket og i dagslyset.
 

Et anonymt liv

I filmens begyndelse præsenteres vi for en række personer, hvoraf de fleste er på vej i bil ind i tunnelen fra Manhattan til New Jersey. Heriblandt den tidligere chef for redningskorpset Kit Latura (Sylvester Stallone), der efter en offentlig skandale nu lever et mere anonymt liv som taxachauffør.

Paniske diamantrøvere
Pludselig sker dét, som ikke bør kunne ske: Da en lille bande paniske diamantrøvere kolliderer med en stor ladning ulovlige eksplosive kemikalier midt i den bedagede tunnel, eksploderer hele herligheden, og tusindvis af mennesker omkommer.

Enorme ildtunger
Ved den ene af tunnelmundingerne er Kit Latura ved at tabe både næse og mund ved synet af de enorme ildtunger, og han kaster sig straks ind i virvaret af paniske mennesker, der vælter rundt imellem hinanden.

Ensrettet og livsfarlig
Kit blander sig i redningskorpsets planer. Da det opdages, at en lille gruppe overlevende er spærret inde i midten af tunnellen, firer Kit sig frivilligt ned til dem gennem en ensrettet og livsfarlig ventilationsskakt, hvori de tonstunge ventilatorer kun kan standses i et kort øjeblik ad gangen. Men han når frem(!), og i afgrunden venter ham en broget forsamling af oprørte overlevende...

Klichéfyldt forsamling
En af de mest frustrerende sider ved filmen er fremstillingen af denne forsamling. Hér trives klichéerne i stor stil. Gennem hele filmen vil disse uoriginalt karikerede (og ineffektivt instruerede) mennesker nage, så der må krummes tæer og bides negle over manglen på nytænkning.

Har en plan

Nuvel, Kit Latura har en plan, og til den har han brug for hjælp. Så han får overbevist alle i gruppen om, at de sammen kan klare alt, hvorpå de begynder at trodse farerne på vejen mod det eftertragtede dagslys. Mon de klarer den?

En enkelt højspændt scene
Selvom "Daylight" må betegnes som en actionfilm, er det reelt kun i en enkelt scene, nerverne sidder helt uden på tøjet: Da Kit Latura skal gennem ventilationsskakten.

Overraskende udramatisk
Resten af filmen er overraskende udramatisk, også når spændingen burde være på sit højeste. Effekterne i den sammenstyrtende tunnel er ikke særligt overbevisende, og bag de mange eksplosioner og kaskader af vand gemmer der sig en traditionel behandling af historien.

Den rette til genren?

Rob Cohen er måske ikke den bedste instruktør til denne genre. Tænk bare på, hvor flot og medrivende Stallone dinglede over afgrunden i Renny Harlins Cliffhanger (1993).

Ensidigt skuespil
Skuespillet er ensidigt. Der er Sylvester Stallone og så en masse små biroller, som det aldrig bliver muligt at identificere sig med. Efter denne film forstår man godt, at Stallone blev træt af rene actionfilm. Den 50-årige superhelt bedyrede, at "Daylight" blev den sidste af slagsen – hvad der jo bestemt ikke viste sig at holde stik.