Dead Bang (1989)

John Frankenheimer gjorde hér comeback som instruktør med en på mange måder middelmådig politifilm. Men på grund af en god humoristisk indfaldsvinkel og fint skuespil, bliver filmen med den selvironiske titel "Dead Bang" alligevel til mere end bare endnu én af slagsen.

Fin præstation
Don Johnson spiller pænt og er bestemt et af filmens største positiver. Filmen følger (for) nøje de gammelkendte amerikanske polititemaer, når en grov mordsag skal opklares.

Ikke i topform

Jerry Beck (Don Johnson) er ganske vist ikke just overfrisk og selvsikker, han er træt og forsømt (af sin kone), uden dog at være decideret sløv. Han kan stadig løbe en mistænkt op og vælte ham omkuld. Men i topform er han ikke, for han bliver dårlig og brækker sig ud over den mistænkte!

Pinefulde samtaler
Men da det er den forkerte mand, han har løbet op, er det ikke just den bedste sag for Beck, der nu må igennem pinefulde samtaler med chefen for ikke at miste sagen helt. Chefen sender ham desuden til en førende psykiater, der skal afgøre Becks skæbne. Hér opstår filmens morsomste scene, da Beck sidder over for denne klejne mand (Michael Jeter), der på alle måder er en uelskværdig psykiater.

Trusler på livet
Beck ville være dumpet, fordi han grinede højlydt ad manden, der i hans øjne ligner Woody Allen, hvis ikke han havde taget hårdt fat i ham og truet ham på livet. En særdeles bøvet FBI-mand, der – i kraft af at være en god kristen – ikke kan tåle Johnsons fucking bandeord, er med til at finde frem til den grumme politimorder, selvom han ikke et øjeblik tror på Becks teorier.

Klaustrofobisk klimaks
Vi føres frem mod et klaustrofobisk klimaks, hvor Beck skal forsøge at være en flok overgearede nynazister overlegen. Han forstår at lægge en strategi, der narrer fjenderne, så de bliver nemme at skyde.

Humoren skinner igennem
"Dead Bang" er slet ikke overraskende og så langt fra nytænkende, men den har alligevel nogle særpræg at byde på, både i historien (hvor humoren skinner igennem) og på den tekniske side, hvor Frankenheimers fotograf Gerry Fisher ofte benytter sig af specielle lyssætninger – og "glidende" klip. Don Johnson er i fremragende form, hvor modspillet, udover en bøvet FBI-mand, kommer fra primært nynazister.