The Dirty Dozen (1967)

Denne barske, men alligevel ikke særligt actionprægede krigsfilm er spændende – indtil en vis grænse er nået. Historien når nemlig alt for hurtigt et for højt forudsigelighedsniveau og stikker en kæp i hjulet på sig selv.

Benhård major
Lee Marvin er den benhårde major Reisman, der får til opgave at samle tolv mere eller mindre dødsdømte kriminelle, så de hurtigt kan uddannes til soldater og yde en indsats for fædrelandet mod tyskerne under 2. verdenskrig. Det lykkes med Reismans egne og noget utraditionelle metoder at få gode soldater ud af disse "udskud".

Rigtige mænd
"The Dirty Dozen" er opskriften på, hvordan en "rigtig" amerikansk mand skal te sig: Kan han ikke yde en indsats for sit fædreland, så er han faktisk en drengerøv – et forræderisk fjols! Det er altså "manddomsprøven", der hér skal bestås, hvilket klart er filmens budskab.

Forstyrrende forudsigelighed
Den forstyrrende forudsigelighed består bl.a. i, at tilskueren ved, at alle tolv nok skal bestå denne manddomsprøve – men det er dog ikke sikkert hvem, der overlever aktionen. Det vil sige: Vi har en fornemmelse af, at filmens religiøst-fanatiske mordertype får problemer med de elleve andre... og fjenden.

Professionelt, men uklart
Robert Aldrich instruerer professionelt, men historien er stedvis så uklar, at vi ikke rigtigt ved, om det er alvor eller øvelse. Det hele er fremstillet som én stor legestue, tømt for alvor og følelser. Der er ingen, der viser tegn på at være bange (måske fordi de i forvejen er dødsdømte). Krig er bare sagen, Tyskland og nazisterne skal ned med nakken!