The Matrix (1999)

Sammenhængende film:
The Matrix (1999)
The Matrix Reloaded (2003)

"The Matrix" er fuldstændig at betragte som et udvidet computerspil. Skærmen er svulmet op til et kæmpemæssigt lærred, lyden er blevet totalomkransende, og grafikken er en sanselig voldtægt.
 

Virtuelt univers

De figurer, der boltrer sig rundt i dette virtuelle univers, ligner faktisk rigtige skuespillere: Der er en ung mand, der hedder Thomas A., som fuldstændigt ligner den populære skuespiller Keanu Reeves.

Vellykket avatar?
En anden fyr ligner Laurence Fishburne, og så er der en, der ligner Marcus Chong, men ham kender man ikke rigtigt, så det er svært at sige, om hans grafiske avatar er vellykket. I hvert fald fald er der ikke i tvivl om det virtuelle skisma i denne anderledes amerikanske film – "The Matrix", som er en særdeles computerskabt og meget usandsynlig affære.

Svært tilgængelig historie
Særligt udvalgte personer finder vejen til "The Matrix", som er den anden side af dét, vi i dag tror er vores virkelige liv. Det er en svært tilgængelig historie, men når først, vi kommer dybere ind i den, er den til at følge med i.

Gold virkelighed
Faktisk er alt, hvad vi tror og gør, ifølge "The Matrix", bare iscenesat. Virkeligheden er anderledes gold og uhyggelig. Den unge Thomas A. bliver udvalgt til at opdage hemmeligheden om verdenen. Med denne udnævnelse følger en række overnaturlige evner. Thomas A. bliver lært op af mesteren Morpheus (Laurence Fishburne) i den computerskabte "verden".

Overdramatiserende effekter
Man tror (gudskelov) ikke sine øjne og ører, men det er svært at lade sig imponere af dette ækelt dystre univers. Netop det mørke og dystopiske er hele filmens sjæl, men sjælen er der ikke meget tilbage af, når kernen har været igennem hele møllen af overdramatiserende effekter.

Fuldpakken af effekter
Det er fuldpakken af buldrende musik, overdrevent sofistikerede udviklinger i historien (når det er svært at følge med i, må det vel være godt?) – og de gigantiske visuelle effekter, der former sit eget univers af sho off – imponerende sidst i halvfemserne, men stadig alt, alt for meget af det gode.