Needful Things (1993)

Desværre endnu en af mange skuffende Stephen King-filmatiseringer: En uskøn skildring af lynende djævelskhed, når den holder sit indtog i en ganske lille amerikansk by.
 

Djævelen kommer til byen

Og det er netop Djævelen, der kommer til byen i skikkelse af forretningsmanden Leland Gaunt (Max von Sydow). Han åbner forretningen "Needful Things" (Begærets butik) midt i en lille amerikansk by, hvor man godt nok har rigeligt med småproblemer, men ikke noget, der kan ryste freden.

Ubarmhjerig ondskab
Dét sørger Leland Gaunt for at ændre på. Han sætter et ondsindet spil i gang, der skal påvirke alle byens beboere til at gå imod hinanden i ubarmhjertig ondskab – oftest med blodige mord til følge. En af de få, der ikke bliver direkte smittet af Djævelen er den lokale sherif Alan Pangborn (Ed Harris), og han forsøger ihærdigt at finde forklaringen på byens voldsomme stigning i vold og mord.

Alle er mistænkt

Men dét er svært, for Leland Gaunt har på finurlig vis kædet ondskaben sammen i tilfældige linjer, så det hele tiden er de forkerte, der bliver mistænkt. Først henimod filmens slutning begynder sheriffen at mistænke den nye forretningsdrivende.

Ærgerlig spild
Det er ærgerlig spild af gode skuespillerkræfter og en kraftig forringelse af Stephen Kings roman. Max von Sydow spiller langt under sin sædvanlige høje standard, og Ed Harris står akavet alene med sin "normalitet" mellem alle de inficerede mennesker.

Uhelbredeligt paranoid
Bedst er J.T. Walsh med sit finurligt overspillede vanvid som den lokale spillehaj, der med Leland Gaunts ondskabsfulde hjælp fuldstændig mister besindelsen og bliver uhelbredeligt paranoid.

Tvivlsom afbalancering
Værst er kalkunfarmerkvinden, der i særklasse spiller elendigt. Patrick Doyles ambitiøse musik med fuld korbesætning matcher fint den generelle sfære af tvivlsom afbalancering.