Only the Lonely (1991)

Der står John Candy på det meste i denne Chris Colombus-film. John Candy er fænomenal, også i denne lidt mere seriøse og grænsesøgende rolle som politibejent i Chicago. Filmen er i øvrigt velfungerende og letløbende, hverken vammel eller oversukret.

En glad betjent
Danny Muldoon (John Candy) er 38 år og bor hjemme hos/med sin mor Rose (Maureen O'Hara) i en mindre lejlighed i Chicago. Til daglig er han politibetjent, hvilket han er glad for. Der er bare lige det dér med kærligheden. Det er svært rigtigt at finde sig til rette, når ens mor betyder så meget for en – når man stadig i en alder af 38 år ikke helt har løsrevet sig.

En genert forelskelse
Men forelske sig, dét kan Danny – i en meget indadvendt kvinde, der dog er smuk og begavet, og hvis arbejde består i at smykke lig. Hun accepterer hans generte invitation, og efter mange startvanskelligheder, begynder det at lykkes for dem.

I tanker om mammy...

Lige indtil Danny kommer i tanker om sin mor, som han føler et enormt ansvar for. Han tror altid, der sker hende noget, når han ikke er i nærheden, og denne hysteri begynder at gå hans potentielle kæreste på nerverne.

Fin genreblanding
"Only the Lonely" blander fint komedie med drama og spænding. Således bliver filmen aldrig rigtigt en rendyrket komedie, dertil er den for intim og "indadvendt".

Ikke regulært komisk
Candys skuespil lægger heller aldrig op til det regulært komiske. Det er et drama med mange gode sider, der samtidig overlever på sin elegante og fint proportionerede humor. Hermed bliver den ikke for amerikansk og ikke for utålelig i ordets værste forstand. Men lad herfra først og fremmest lyde en hyldest til John Candy, den geniale skuespiller.