Point Break (1991)

    Unge mennesker afprøver grænser på og omkring surfbrættet ved de fristende blå bølger. Men ikke alle har rent mel i posen, og FBI blander sig.


    ACTIONVIRVAR

    Sammenhængende film:
    Point Break (1991)
    Point Break (2015)

    I denne vildt (hormon-)pumpede actionthriller kan man opleve Keanu Reeves som den nybagte FBI-agent Johnny Utah, der sendes til surfernes paradis i forsøget på at opstøve nogle meget succesrige bankrøvere.

    Egne veje
    Parret med FBI-kollegaen Pappas (Gary Busey), der bestemt ikke synes om sin nye unge makker (har vi set det før?), er den nyslåede agent tvunget til at gå egne veje, og han finder sig hurtigt til rette blandt de dygtige surfere under dække af at være smånaiv nybegynder.
     

    Agent i bølgerne

    Surfergruppens ubestridte overhoved er våddragten Bodhi (Patrick Swayze), der til en vis grad fatter sympati for den hemmelige agent, som han vitterlig tror er smånaiv nybegynder.

    Dybt ind i surfer-sfæren
    Johnny kommer dybere og dybere ind i surfer-sfæren, og han begynder at finde sammenhænge og hemmeligheder, der kan lede ham mod en opklaring. Men nu er det jo ikke hvem som helst, han er oppe imod. På og med et surfbræt kan man udrette ikke så få drengestreger!
     

    Banale romancer

    Der er selvfølgelig tid til et par banale romancer, hvor blandt andet Johnnys drengede charme kommer på prøve i dobbeltsengen, men lagnerne er glattet ud i langt det meste af filmen til fordel for et ekstraordinært højt actiontempo, der oser langt væk af mandehørm.

    Benzin i årerne?
    Man skulle tro, at skuespillerne havde benzin og ikke blod i årerne, sådan som de pumper rundt på lærredet. Der må findes er særligt Hollywood-pepupmiddel til pumpede roller som disse.

    Adrenalinkicks
    Alt i alt kan der kun rystes på hovedet ad dette urbanale og særdeles klichémættede Hollywood-sceneri. "Point Break" er som én stor bølge, der i glimt fører tilskueren med op på toppen i rene adrenalinkicks, hvorefter vi hurtigt bliver skyllet ind på det tørre sand igen.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026