Naar Katten er ude (1947)

Dette tamme, efterkrigskomiske udspil fra Lauritzen/O’Fredericks fik først og fremmest masser af omtale, fordi filmen betød Gerda Neumanns sidste rolle. Kort efter de sidste filmoptagelser døde hun nemlig i en flyulykke. Derfor skal der også dykkes et stykke ned i de samtidige filmanmeldelser for at finde holdninger til selve værket. Langt de fleste skriverier drejede sig om det ubegribelige i, at Neumann nu ikke længere var lærredspotentiale.
 

Som det er kendetegnet ved mange af periodens film, er plottet i "Naar Katten er ude" da også mere end almindeligt tyndt. I fokus er den violinspillende Bent (Svend Asmussen), der ikke vil føje sin gamle far og blive læge. Han flytter hjemmefra for at pleje sine strenge og klage sin nød, men vennerne har mere end nok i deres egne sorger, som kan sammenfattes i et ord: Penge. Mon dog ikke der er håb forude? Hvis bare han lige kunne få det dér lille musikalske gennembrud.

Ved premieren i Stockholm skrev avisen Expressen, at "det var netop sådan en film, som kun danskerne kan lave den: Hyggelig uprætentiøs, men glitrende af charme." I dag er det vanskeligt at finde ind til ret meget charme i Lauritzen og O’Fredericks’ venstrehåndsarbejde, der er præget af alt for mange fyldscener, hvor vi ikke kommer ud af stedet.

Som det meget rigtigt lød i en samtidsanmeldelse: "Den sædvanlige danske Vrøvlefarce med gags – et Par morsomme – og nogle Snese fortærskede. Vi fik Trioen tilsat en Samling Bifigurer, som i Taabelighed og Mangel paa Interesse sikkert kun har deres Mage i andre danske Farcer. Selvfølgelig kan man lave en Tossefilm, men saa maa der mere Tempo paa, Konsekvens og nogle Ideer, vi ikke kan til Bevidstløshed idenad i Forvejen. Endelig maa den ikke plettes af den haabløse Dialog, som her dukkede op og dunkede Tilskuerne i Hovedet med Køller: Den var særdeles og især ganske aandsforladt."

Sven Gyldmark og Amdi Riis har begået musikken, der omfatter flere kække musikalske indslag, ikke mindst da den håbefulde unge trio kommer i selveste Statsradiofonien. Men der er ikke meget ved den pædagogisk anlagte og troubadourprægede underholdning. Interessant nok harcellerede en anmelder over, at skuespillerne jappede allerede her i 1947. Det sætter unægteligt nutidens utydeligt talende danske skuespillere i et yderst kuriøst perpektiv:

"Og saa en lille instruktørmæssig Anke: Hvorfor skal Skuespillerne altid tvinges til at jappe saa uhyggeligt. Det har jo slet ikke noget med Tempo at gøre. I Gaar skete der det, at den Scene, der skuespillermæssigt set virkede bedst, var en lille Dialog mellem Henry Nielsen og Buster Larsen som en Gartner og en Tyv. Det var rigtigt Lystspil – takket være de to Skuespillere, der virkelig fik sagt Replikkerne og ikke liret dem af for at faa "Tempo"."