State of Grace (1990)

En voldsomt indadvendt miljøbeskrivelse, hvor stoffer, alkohol, vold og mord er en del af hverdagen. De særprægede opening credits er –sammen med Ennio Morricones utraditionelle underlægningsmusik – med til tidligt at vække nysgerrigheden hos tilskueren.


Undercover-betjent
Sean Penn spiller den splittede Terry Noonan, der vender tilbage til sin barndoms bydel i New York, der nu kontrolleres af koldblodige gangstere. Udadtil er Terry selv en gangster, og vi får i filmens begyndelse indtryk af, at han er en kold skid, men under læderjakken er han en undercoverbetjent, der forsøger at forhindre topgangsterne i at myrde og ødelægge.

Udmærket skildret
Det er udmærket skildret, da Terry vender tilbage og møder sine barndomsvenner, blandt andre Jackie, hvis grænsepsykose og voldsomme alkoholforbrug fortolkes stærkt af Gary Oldman.

Traumatisk oplevelse

Det meste af filmen følger vi de to venners færd rundt i New York, deres sammenstød med gangsterbosser og den traumatiske oplevelse, da en ven bliver myrdet på brutal vis, blot fordi han skylder penge. Terrys dobbeltliv åbner muligheder for ubemærket at komme ind i gangsternes inderkreds, og han begynder at mistænke Jackies bror Frankie (Ed Harris) for at stå bag mordet. Snart bliver det Terrys mission at få hævn, og herefter vatter filmen lidt ud, intensiteten aftager, og retfærdigheden sker på forudsigelig vis fyldest.

Hævet over middel
En række flotte skuespillerpræstationer er med til at hæve "State of Grace" over middel. Der er gode navne i næsten alle roller, bemærk især R.D. Call i birollen som Nicholson, Frankies højre hånd: Han skyder uden at tænke, og skal lige have sig en håndfuld peanuts bagefter.

Teknisk dygtigt
Filmen er for det meste underholdende, ikke mindst takket være Phil Joanous teknisk dygtige behandling af historien – i en dvælende, fortættet fortælleteknik. Filmens slutning er desværre ringe, og ovenikøbet belemret af superslowmotion.