What Our Fathers Did: A Nazi Legacy (2015)

Oplagt underholdende stof til eftertanke – og godt udnyttet af instruktør David Evans: Denne dokumentar samler yderpunkter og binder knuder, når det kommer til børn af fremtrædende nazister. Juristen Philippe Sands mødes med Niklas Frank og Horst von Wächter, der er sønner af henholdsvis Hans Frank og Otto Wächter, begge magtfulde nazister med topposter i blandt andet Polen. Hvor Hans Frank og hans onde fjæs er en af de mere kendte profiler, er Otto Wächter gledet mere ud i glemslen. Men faktum er, at begge nazister havde store aktier i forbrydelserne mod jøderne.
 

Niklas Frank har i mange år skrevet bøger og holdt foredrag om forholdet til sin far (og mor). Og han lægger ikke skjul på sin afsky og sit had til faren både som person, far og nazist. Erkendelse på et højere niveau, hvilket står i meget skarp kontrast til Horst von Wächter. Han kan godt se, at de store forbrydelser mod jøderne var forfærdelige, men han nægter samtidig, at hans far havde et stort ansvar, også selvom han får fakta serveret på både dokument- og sølvfadsniveau. Det er denne ekstreme kontrast, som dokumentaren spinder guldtråde på. De to jævnaldrende mænd, der er private venner, mødes nemlig sammen med juristen og er blandt andet ude i marken for at gense en række af de steder, hvor forbrydelserne blev besluttet og begået. Selvom de er venner privat, er Niklas og Horst selvsagt dybt uenige, når det kommer til erkendelsen af fædre og fortid. Og i midten står den jødiske jurist, hvis familie var blandt ofrene, og forsøger at få Horst von Wächer til at indrømme sin fars del i historien – uden held. Filmen er fint fokuseret på de intense personlige portrætter og kommer i høj grad under huden på særligt Horst von Wächter, der tydeligvis vrider sig mentalt i den ultimative halmstråsklamring. Han vil ikke medgive, at faren var krigsforbryder, og dét er den store dramaturgiske krumtap i dokumentaren.

Der er en meget velafstemt balance gennem hele fortællingen, hvor der ikke forfaldes til hverken stereotype dokumentarkneb eller udtalt stemningsmusik. Variationen i locations gør også, at vi i højere grad identificerer os med børnene af ondskaben. Kunsten for mange tilskuere vil være ikke at lade sig irritere af Horst von Wächters benægtelser. Det er i sandhed en benægtelseskunst af de helt store. Men det er samtidig en ret at fastholde en lykkelig barndom og et positivt billede af faren. Det er der ikke nogen, der hverken kan eller må tage fra ham, selvom den jødiske jurist i dén grad prøver. Det vanskeligt forståelige faktum for mange er, at det godt kan være muligt både at elske sin næste og afsky ham for de valg, han traf. Dén morale undlader filmen at fortælle direkte, men den lever mellem linjerne.