Wonder Boys (2000)

Instruktør Curtis Hanson vendte tre år efter succesen L.A. Confidential (1997) tilbage med denne hyggelige og lune fortælling om det ualmindeligt almindelige, der pludselig går fløjten på en enkelt weekend.

Skriveblokering
Det er skønt at se Michael Douglas ude af "den daglige trummerum" som velfriseret førsteelsker i letløbende thrillers. I "Wonder Boys" spiller han den gråmelerede forfatter Grady Tripp, der syv år efter sit store romangennembrud endnu ikke har kunnet skrive en efterfølger.

Den svære kærlighed
Hans unge kone har forladt ham, og nu kæmper han i stedet for at vinde elskerinden Sara Gaskells (Frances McDormand) gunst. Dette vanskeliggøres dog henover en weekend af, at en af Gradys elever fra forfatterkurset skyder Saras mands bidske hund.

Ukontrolerede handlinger
Eleven James Leer (Tobey Maguire) har ikke helt kontrol over sine handlinger, og Grady føler, han må tage sig lidt af ham. Langsomt lærer Grady eleven at kende, en yderst sammensat knægt med et enormt talent for at skrive. Måske han kan give Grady skrivelysten tilbage?

Helt egen stilfærdig stil
Filmen er meget tiltrækkende i en helt egen stilfærdig stil. Scenerne er omhyggeligt fortalte og spillede. Der er ikke de store unødvendige raffinementer i teknikken, til gengæld er der gjort meget ud af at skabe en næsten konstant regnvejrs- eller tøvejrskulisse.

Tager de fleste stik hjem
"Wonder Boys" trækker meget på sine skuespillere, og det er derfor overordentligt vigtigt, at der spilles godt. Michael Douglas tager de fleste stik hjem som Grady Tripp.

Forbilledligt spil
Gråhåret med skægstubbe og iført en særlig skrivekimono: En falmet lyserød skønhed. Douglas' meget afdæmpede spil er forbilledligt, især når han spiller overfor Tobey Maguire og Robert Downey Jr.

Seksuelt vidtfavnende
Tobey Maguire har sine øjeblikke som den svært gennemskuelige forfatterspire, men han har ikke helt dén gennemslagskraft, der kunne ønskes. Robert Downey Jr. er god som seksuelt vidtfavnende forlægger. Der kunne have været ønsket en lidt mindre poleret slutning, der ville have passet bedre ind i den rå og uafklarede helhed.