Biskoppen (1944)

"Biskoppen" byder på Ib Schønberg i en den mægtige skuespillers absolutte glansroller, men han dukker først op sent i filmen. Hvad, der ligger forud for hans entré, er endnu bedre – her er filmen nemlig fritaget for lystspilstendenser.

Velegnet til det grove
"Biskoppen" er historien om enkepastoren Adam Velerius (Edvin Tiemroth), der bor med sin unge datter på en mindre dansk ø. Befolkningen er meget opsat på at få den enlige præst gengiftet, men husholdersken Oline (Lis Smed) er kun "velegnet til det grove" – og desuden venter hun (i al hemmelighed) barn med øens kvabsede slagtermester Madsen (Hans W. Petersen).

Kvinder er et overstået kapitel
Adam Præst søger en ny husbestyrerinde, men han gør det kun af praktiske hensyn – det dér med kvinder er et jævnt hen overstået kapitel... sådan forestiller han sig det i hvert fald. Men da den 18-årige yndighed Ellen Flor (Ingeborg Brams) tropper op i sommerkjole, er det nu alligevel svært for præsten ikke at lade sig henføre.

Anklager om barnerov?
Men hvad vil øens folk ikke tænke? Faktisk er det ved at gå helt galt – det forlyder, at biskoppen vil aflægge øen et besøg for at få redet alle disse kærlighedsforviklinger ud. Måske præsten bliver anklaget for barnerov? Da en fremmed mand (Ib Schønberg) tropper op på øen, tror alle selvfølgelig, at han er biskoppen, og det lever han – og filmen – højt på en halv times tid, indtil den rigtige biskop dukker op.

Afvigende muntert
Som tidligere antydet følger lystspillet med Ib Schønberg, og den tidligere så seriøse og vedkommende skildring af præstegårdens genvordigheder kammer over i en – i helheden – lidt for afvigende munter slutning.

Vidunderlig underholdning
Det er dog ikke rent ud ødelæggende for filmen, der i bund og grund er velskrevet, pænt spillet og vidunderlig underholdning – indspillet midt under 2. verdenskrig.