Vildspor (1998)

Instruktørdebutanten Simon Staho har tydeligvis hentet megen inspiration fra hjemlige genreartsfæller som De største helte (1997) og Pusher (1996), men "Vildspor" har hverken "Pushers" nerve eller "Heltenes" humor.

Rodet og uskønt
"Vildspor" er en rodet og uskøn affære, halvanden times stadigt mere meningsløs overdramatik. Skuespillerne japper sig igennem samtlige replikker, imens Islands golde landskaber skamferes åndeligt af Hilmar Örn Hilmarssons omkuldvæltende dominerende minimalistiske strygermusik.
 

Tilværelsen vendes på hovedet

Det er historien om danskeren Jimmy (Mads Mikkelsen), der har stiftet familie i Island og lever stille og fredeligt. En dag dukker en af fortidens ikke særligt velkomne "venner" op og vender op og ned på tilværelsen i det islandske.

Fandenivoldsk
Kammeraten Ossy (Nikolaj Coster Waldau) er en skidt karl med en syg humor og en fandenivoldsk indstilling til tilværelsen. Selv ikke Island får lov at gå fri – her skal der også handles med hårde stoffer, og Jimmy drages mere eller mindre ufrivilligt med ind i handelen.

Historien smuldrer
Herefter smuldrer historien for alvor. En skaldet islandsk bagmand og hans bredskuldrede bodyguard er for lattervækkende en kliché til sådan en naturbarsk nordisk film.

Sortseende dødvande

Det største problem ved "Vildspor" er dog stadigvæk, at den ikke kommer ud af stedet og gror fuldstændigt fast i et grumset, sortseende dødvande med musikalsk strygersuppe og jappende replikker.