Krummerne (1991)

    Om familien Krumborgs krumspring og skiftet fra en dårlig lejlighed til et gammelt hus, hvor et klodset bankrøverpar har gemt deres bytte.


    TYNDBENET FAMILIELYSTSPIL

    Sammenhængende film:

    Krummerne (1991)

    Krummerne 2 - Stakkels Krumme (1992)

    Krummerne 3 - Fars gode idé (1994)

     

    Succesproducenten Regner Grasten kom på den potentielt indbringende idé at filmatisere den første af Thøger Birkelands bøger om drengen Krumme og hele hans pukkelryggede familie: Far er klovnet skolelærer, mor er ambitiøs pædagog, storesøster er håbløs teenager, og lillebroderen gylper i baggrunden.

    Ulykkelig kærlighed
    Fælles for familiefællerne er, at de ikke opdager 11-årige Krummes ulykkelige kærlighed. Men da familien beslutter sig for at flytte ind i et gammelt hus, kan det være, at der samtidig bliver gjort noget ved familieforståelsen.

    Klodset-dumme bankrøvere
    Uheldigvis har det klodset-dumme bankrøverpar (Jarl Friis Mikkelsen og Peter Schrøder i oplivende roller) placeret deres bytte i huset. Derfor er det sin sag at finde ro og ståsted. Hvis udfordringerne ikke var store i forvejen, bliver de det i hvert fald med to bankrøvere på spring.

    Tyndbenet affære
    Titelsangen blev en landeplage af de store og medvirkede til, at "Krummerne" blev en publikumssucces. Generelt er filmen dog en ærgerligt tyndbenet affære, der spiller på lystspillets letkøbte tangenter uden nogensinde at bevæge sig dybere ind i nogle af historiens fine og potentielt fantasifuldt børnevenlige forhold.

    Fuldkommen uforpligtende
    "Krummerne" er en fuldkommen uforpligtende familiefilm, der ikke indbyder til den store tankevirksomhed, men som gik rent ind hos familien Danmark - så rent, at to efterfølgere straks blev produceret, også med veteranen Sven Methling ved roret.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019