17 op (1989)

    En teenagepige fra et forstads-slumkvarter etablerer sin egen forretning ud fra storskrald og kreativ kartoffelskrælning.


    TYNDBENET MILJØBESKRIVELSE

    "Min nye film er smagløs," lød overskriften på et interview med instruktør Brita Wielopolska i bl.a. Fyns Amts Avis i 1988. Hér proklamerede hun, at hun var træt af pæne danske biograffilm og derfor var på vej med en film om en 13(14)-årig piges hårde liv i storbyens betonslum. På dette tidspunkt var arbejdstitlen på projektet "Dansk bizniz".

     

    Slår en bølle med en pølle

    I filmens pressemateriale blev filmen bl.a. solgt på udsagn som "Ny dansk spillefilm, der eddermanene' vil noget!!", "En både alvorlig og humoristisk og i dén grad anderledes film af Brita Wielopolska" – og i den engelske markedsføring prydes et pangfarvebillede af Sally, der slår en bølle med en pølle, med teksten: "Life is beautiful – for some of us!"

     

    En kamp for overlevelse

    Vi møder teenageren Sally (Jane Eggertsen), der kæmper sin egen lille kamp for overlevelse i et firser-slumkvarter, omgivet af drengebander, arbejdsløse fodboldfanatikere med fyldte barnevogne, ligeglade forældre, udstødte indvandrere – og en møgbeskidt lillebror.

    Fortærsket opstillet
    I dette fortærsket opstillede miljø er det sin sag at finde lyspunkterne, men den kække Sally har sine helt egne metoder, og trods et indre had mod fremmede, danner hun alligevel makkerskab med Zuhal (Mia El Mousti), en jævnaldrende tyrker, der er på vej ind i et arrangeret ægteskab.

    Hele armen
    "17 op", der senere har forsøgt sig under titlen "Sallys bizniz", giver den hele armen i forsøget på at skildre et gruopvækkende betonmiljø med tabere i flæng, men mange scener bliver langt mere søgte end stemningsmættede. Skuespillet er ofte ufrivilligt komisk. Den mægtige sanger Flemming "Bamse" Jørgensen har dog en fin birolle som lavmælt vicevært.

     

    Pressen skrev...
    Udtalt delte meninger prægede samtidens dagbladsanmeldelser: "B.T. [Kim Schumacher] trutter begejstret i trompeten: ""17 op" er en poetisk rap, sjov børnefilm, det får plysset i biografsæderne til at lette" // "Har gode hensigter, men savner en historie at fortælle" // "Kære Brita Wielopolska: "Hodja fra Pjort" havde en egen charme. Men din elevatortur til "17 op" er mere manér end mening. Desværre!" // "Velgørende brud på den velmenende socialrealisme" // "Alvor og humor, så det klodser" // "Det er dansk og stadig lige dårligt: Endnu et dansk makværk" // "Den groteske billedfantasi gør "17 op" seværdig – selv om historien aldrig bliver helt ægte og nærværende" // "Både stærk og morsom" samt "Fine drømme i døende beton". ½ stjerne i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026