AntiTrust (2001)

    En dygtig ung computerprogrammør bliver ansat hos en IT-gigant. Men har chefen egentlig rent mel i posen?


    MODERNE KRIMI

    + PLUS: fotografering | plot | jordforbindelse
    -MINUS: for meget computerfokus | klichéer

     

    Hotte unge skuespillere boltrer sig i et faconsyet, moderne plot med masser af computere og satellitter. Ryan Phillippe spiller den unge Milo Hoffman, hvis enestående evner som computerprogrammør opdages af den stenrige IT-chef Gary Winston.

    Ikke rent mel i posen
    Milo begynder nu som programmør i Winstons firma og er godt tilfreds, men på et tidspunkt begynder det at gå op for ham, at Winston måske ikke har rent mel i posen. Helt galt går det, da en af Milos kammerater bliver myrdet i sit hjem. Nu begynder en hektisk kamp for at finde frem til sandheden - og for at overleve! For Winston og hans håndlangere skyr ingen midler, når vigtige forretningshemmeligheder skal forblive hemmelige.

    Smart og tempofyldt
    Smart og tempofyldt film med oceaner af tekniske lyde og billeder af computerskærme med lapset grafik. Det positive blandt alle disse moderne filmklichéer er, at instruktøren formår at holde liv i den menneskelige historie bagved, så den rent faktisk ikke bare supplerer teknikken, men også bliver en fængende del af filmen. Phillippe og Robbins spiller begge fint, ligesom de to unge kvinder gør en god figur foran det delikat filmende kamera.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2001, USA, Krimi, Thriller, 104 min.

    Dansk titel: AntiTrust
    Instr: Peter Howitt Prod: Keith Addis, David Nicksay, Nick Wechsler Manus: Howard Franklin Foto: John Bailey, Richard Walden Klip: Zach Staenberg Mus: Don Davis