Point Break (2015)

Sammenhængende film:
Point Break (1991)
Point Break (2015)

Oppumpet opdatering af Kathryn Bigelows 1990’er-ungdsomsactionfilm af samme navn. En film, der dengang smeltede pige- og drengehjerter verden over og satte eventyrlysten til lands, til vands og i luften i kog. 24 år efter har filmfotografen Ericson Core skuret op på alle tænkelige knapper og serverer i egen iscenesættelse en heksekedelfilm stoppet til bristepunktet med spektakulære effekter. "Point Break" anno 2015 er først og fremmest et udstyrsstykke og et showroom for stuntmen og visuelle effektspecialister. Fra første scene kastes vi ud i et helt igennem overvældende univers med adreanlinpumperne på overarbejde.

Efter at have mistet sin gode ven i et vovestykke over smalle bjergkamme, sætter eventyreren Utah (Luke Bracey) sig for, at han vil være FBI-mand, og hans insiderviden i de frygtløses verden kan bringe ham tæt på en gruppe formodede superforbrydere, der stjæler fra de rige og giver til de fattige i ekstremt vovede missioner på kryds og tværs af kontinenter. Således lykkes det hurtigt Utah at blive venner med Bodhi (Edgar Ramírez) og hans venner, særligt efter at FBI-agenten (der selvfølgelig ikke afslører sin sande identitet) har bevist sit værd både på kæmpebølger og som drageflyver. Han er en guttermand, og forbryderne tager Utah under deres vinger.

Efterhånden spidser tingene til, og vovestykkerne bliver mere og mere dødsforagtende. Spørgsmålet er, om – eller snarere hvornår – Utah skal springe ud som FBI-agent og måske sætte en stopper for de ekstreme lege med klodens elementer...
 

"Point Break" er en meget bekostet og tilsvarende flot film. Men indholdet, historien og skuespillet er i bedste fald ubehjælpsomt – og måske mere reelt grænsende til det ufrivilligt komiske. Plottet er præget af en proletarplathed, der smitter af også i dialogen. Samtidig er tempoet så hektisk, at det bliver usmageligt. Vi skal jo partout nå kloden rundt, og gerne flere gange i takt med, at utahdrengen mænger sig med elementerne og de seje drenge. At de alle sammen er vældigt seje, manifesteres i de talrige ekstremtatoveringer, som alle unge mænd og kvinder har dekoreret deres smækre kroppe med.

Ikke ret mange øjeblikke står alene på billedernes præmisser – i øvrigt decideret bjergtagende fotograferet af instruktøren selv. Rigelige mængder støj lægger således endnu mere klæbrig olie på det overtændte actionbål, og filmoplevelsen er trods de nævnte forcer vanskelig både at fordøje og tage alvorligt. I mindre og rent ud sagt papirstynde biroller ses Ray Winstone og Delroy Lindo som to FBI-mænd med hver en forbindelse til det nye håbefulde føl, som sendes i felten i den gode sags tjeneste.