The Sweet Hereafter (1997)

Som tredobbelt Cannes-vinder – og i det hele taget prisoverdynget på talrige filmfestivaler – regnes filmatiseringen af Russell Banks' succesroman "The Sweet Hereafter" af mange som canadiske Atom Egoyans ubetinget bedste film. Men dét er et knæfald for det mystiske og det let konstruerede, og sammenligningen med H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder" ligger lige for.

For Egoyans festivalsucces er langt fra at træde ind i mesterværkets sfære. Faktisk er "The Sweet Hereafter" både svær at blive klog på... og svær at fordøje. Centreret om en tragisk busulykke fortælles historien om et lille bjerglandskabssamfund, der får besøg af den ihærdige advokat Mitchell Stevens (Ian Holm). Stevens vil til bunds i den mystiske ulykke, og han aflægger visit hos alle pårørende og overlevende. Således kommer han helt tæt på både sørgende, frustrerede og opgivende implicerede, men nærmere nogen afklaring kommer han ikke rigtig.
 

Måske kommer forklaringen i sidste scene – eller gør den? Svaret blafrer ligeså ujævnt som en vimpel i skiftende kastevinde. Mystikken står hermed tilbage som filmens bærende bjælke, men det er med råd i trækonstruktionen. Hvad er det så, der får de fleste tilskuere til at falde i svime over en film som "The Sweet Hereafter"? Er det mystikken i sig selv, den hemmelighedsfulde uafklarethed, de vanskeligt læsbare personer, deres isolerede bjergliv? For det er næppe Paul Sarossys elegante fotografering alene, og da slet ikke Mychael Dannas stressende og logisk set alt andet end velkomne underlægningsmusik, der dukker op de mærkeligste steder i en blanding af "irsk folketone" og "orientalsk" panfløjte?

I takt med at mystikken breder sig, vokser faktisk også en udtalt kedsomhed. Scenerne bliver længere og længere og er ofte uden ret meget andet indhold end tom snak. Særligt Stevens’ alenlange flysamtale (i en unaturligt lydsvag kabine) trækker tænder ud. Men reelt er også møderne mellem Stevens og lokalbefolkningen præget af formålsløs sneglefart.

Formålsløs i dén forstand, at den langsommelige fortællestil ikke styrker hverken en særlig stemning eller et særligt fortællemæssigt univers. Havde filmen været udtalt kunstnerisk med koncentreret fokus på den lange indstilling, ville det have givet bedre mening. Men hér er vi vidner til en mainstreamhistorie tilført mystikkens krukkeri. I de alt for få oaser af ægthed, der opstår undervejs, mærkes noget af det nærvær, der kunne have været i fokus. Det er også her, særligt Ian Holm har sine bedste øjeblikke. De fleste biroller finder sig aldrig helt til rette i grænselandet mellem konstruktion og fortættet drama.