Training Day (2001)

    En særdeles hårdkogt narkobetjent skal lære en ny ung betjent op i gadekriminalitetens rædsler. Det bliver rædsomt.


    FARLIGT MØDE

    Denzel Washington er overbevisende som kold, kynisk og beregnende narkobetjent i Antoine Fuquas dramatiske gadedrama. Det blev Denzel Washingtons første egentlige brud med de pæne roller, han normalt spiller.

    Barske arbejdsmetoder
    Washinton spiller narkobetjenten Alonzo Harris, der har fået til opgave at lære politispiren Jake Hoyt op i gadekriminalitetens rædsler. Hoyt erfarer hurtigt, at Harris' metoder er endog særdeles barske, men til at begynde med tænker Hoyt, at sådan skal det nok bare være.

    Et enkelt livsfarligt døgn
    Efterhånden som dagen skrider frem - filmens handling udspiller sig over et enkelt døgn - går det dog op for Hoyt, at Harris er mere end bare barsk, han er decideret psykopat - og derfor livsfarlig. Men hvad skal den lille politispire gøre ved det?

    Stærk og fascinerende fortælling
    "Training Day" er en stærk og fascinerende fortælling, der vinder på sine stærke skuespillere og Antoine Fuquas yderst kompetente instruktion. Billedligt er filmen rolig og alligevel rytmisk med stærkt komponerede indstillinger, der emmer af kunstnerisk liv.

    Overrumplende nervepirrende
    Historien har øjeblikke af overrumplende styrke, enkelte scener er meget nervepirrende. Når styrken forsvinder ud af historien - og det gør den af og til - er der kraft nok i de to hovedrolleindehavere - især når de spiller sammen - til at skjule manglerne. Ethan Hawke overbeviser som den udnyttede, frustrerede, men handlekraftige Jake Hoyt.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2001, USA, Australien, Action, Krimi, Thriller, 118 min.

    Dansk titel: Training Day
    Instr: Antoine Fuqua Prod: Robert F. Newmeyer, Jeffrey Silver Manus: David Ayer Foto: Mauro Fiore Klip: Conrad Buff IV Mus: Mark Mancina
    Priser
    • AA - Bedste skuespiller (Washington)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Hawke)
    • GG-N - Bedste skuespiller (Washington)