Death by Death (2016)

Hypokondri har næppe været mere nuanceret morsomt skildret end i Xavier Serons "Je me tue à le dire" – en i mere end én forstand sort/hvid komedie om et aparte mor/søn-forhold og deres respektive forhold til sygdom og død. Moren med en kræftdiagnose, sønnen med en evig skræk for at få det samme.

Historien er ualmindeligt skæv med en betagende humoristisk tone, der ikke er bange for at gå lige til stregen i beretningen om sygdomsangst. Dén og angsten for at dø bor i de fleste, uanset om man vil indrømme det eller ej, og med den satirisk grænsesøgende tilgang åbner Xavier Seron døren på klem til en herlig strøm af menneskelig (selv)indsigt, hvis du ellers tør tage den ind.
 

De sort/hvide billeder maler flot fanden på væggen, når vores hovedperson Michel Peneud (Jean-Jacques Rausin) gradvist føler sig mere og mere sikker på at bære en dødbringende kræftknude i brystet, ligesom sin mor. I det hele taget er fraværet af farver et fint valg, netop fordi komedien vinder terræn på den selvironiske bane.

Jean-Jacques Rausin er virkelig skøn som Michel og tør træde ind i mørket, selvom det er komisk forankret. I alt fra det noget aparte forhold til kæresten over det endnu mere aparte forhold til moren og til det totalt aparte forhold til døden er Rausin en troværdig formidler i grænselandet mellem den dybe alvor og det lakonisk ironiske. Hans gamle kræftsyge mor portrætteres med skæv charme af Myriam Boyer. Hun er meget glad for katte og har talrige af dem i sin hjem, lige indtil en større katastrofe gør det af med dem. For filmen tager endnu en tur ud ad overdrevet i sine seks baglænsgående kapitler. Vi starter med "5" og slutter med "0" – og overdrivelserne fremmer som bekendt forståelsen, og i dette tilfælde en stor og ubehagelig forandring i Michels liv.

Det er næsten ikke til at tørre det brede smil af læberne i selskab med "Je me tue à le dire", og det ønsker du heller ikke. For både den kunstneriske og underholdningsmæssige værdi er høj, samtidig med at humoren er så balanceret og subtil. Der gås til stregen, men den overskrides ikke, og det absurde bliver aldrig avantgardistisk. Sammenligningen med Roy Anderssons komiske vanvidsfilm kunne ellers ligge lige for, men stilen er en helt anden. Her er ingen musikalsk underlægning og i det hele taget ikke noget lydbillede, der fremmedgør historien. Intensiteten opstår helt og holdent ud af den alvorstunge komik og de dygtige skuespillere, der formidler i en fuldstændig indlevelse i det lagdelte tema.