Park (2016)

Filmen følger en uhomogen gruppe teenagere, overvejende drenge. De er meget fysiske og er jævnlig i kærlig slåskamp (i ualmindeligt lange scener, der ikke kommer ud af stedet). Indimellem sparker de lidt til nogle tomme dåser eller går i gruppebad i de hensygnende badefaciliteter. En af de store drenge har sex med en pige på en gusten madras. Og den selvsamme dreng møder sent i filmen Thomas Bo Larsen, eller rettere den danske turist Jens, som han gestalter. Det er handlingen, hvis den altså kan kaldes det. Det havde ikke været noget problem med de rene stemninger uden decideret spændingskurve, hvis Exarchou havde haft styr på sin dagsorden. Men "Park" kommer desværre til at fremstå særdeles ubehjælpsomt, nærmest som en for tidligt født afgangsfilm, og de enkelte dele af filmen har ingen sammenhængskraft.

Ideen har potentiale: Tag udgangspunkt i Den Olympiske By i Athen, ti år efter legene i 2004, kast en håndfuld utilpassede og rebelske teenagere ind i de forfaldne omgivelser, så har du alle tiders location og universalhistorie om "ungdommen nu om dage"... Så med disse tilsyneladende gode kort på hånden er der egentlig pænt høje forventninger til Sofia Exarchous debutspillefilm, og det begynder da også pænt. De indledende stemninger er flot ramt, og her udnyttes netop den rustende og smuldrende spøgelsesby som dén hovedrolleindehaver, den burde være hele filmen igennem.

Da Thomas Bo Larsen gør sin entré i den sidste halve time af filmen, er vi et helt andet sted både stemnings- og locationmæssigt, end da vi startede, og når de to herrer sidder og hyler som ulve på et hotelværelse er det hverken morsomt, vedkommende eller originalt – tværtimod pinagtigt. Beskrivelsen af den rodløse ungdomskultur fænger heller ikke. Kun i små glimt opstår en vis autenticitet ud af de omtalte begivenhedsløse beskrivelser. Samtidig er lyddesignet formet til at agere baggrundstæppe i snart sagt alle scener. Der brummes – og så eksploderer underlægningsmusikken pludselig og overdøver alt i lange sekvenser. Exarchou følger den "nye tendens" med at sætte amatørskuespillere i hovedrollerne, og det fungerer egentlig ganske fint uden udtalt stift/kunstigt spil.