Negative Reaction (1974)

    En fotograf slår sin sure kone ihjel og skyder skylden på sin kompagnon, som han også slår ihjel. Kriminalbetjent Columbo må på arbejde.


    EN MORDERS SNAPSHOT

    Kriminalbetjent Columbo må ned i de helt små detaljer for at få skovlen under hustrumorderen i denne glimrende episode, instrueret af Alf Kjellin.

    Sur & uudholdelig kone
    Fotografen, Paul Galesko, har planlagt alt ned i mindste detalje: han føler sig nødt til at slå sin sure og uudholdelige kone ihjel. Han får sin kompagnon til at købe et øde beliggende landsted, hvor han binder sin kone, tager fotos af hende, og får det til at ligne en kidnapning.

    Alibiet i orden
    Herefter slår han kompagnonen ihjel og sørger for, at alle beviser peger på ham - at han har kidnappet konen, slået hende ihjel og forsøgt at myrde fotografen, da pengene skulle overrækkes.

    Forvekslet med skrot
    Columbo bliver udsat for lidt af hvert undervejs i opklaringsarbejdet: fotografen har myrdet sin kompagnon på en bilkirkegård, og derfor er det naturligt, at betjentens bil bliver forvekslet med skrot, da Columbo ankommer til gerningsstedet.

    Columbo som hjemløs?
    Da Columbo senere skal afhøre en alkoholiker på et herberg, tager en næstekærlig nonne sig kærligt af Columbo i den sikre tro, at han er fattig hjemløs i en stakkels slidt jakke. En yderst veloplagt episode, der giver nyt liv til hele serien ved at sætte lidt ekstra farve på begivenhederne.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1974, USA, Krimi, Drama, Columbo, 90 min.

    Dansk titel: Negativ reaktion
    Instr: Alf Kjellin Prod: Everett Chambers Manus: Peter S. Fischer Foto: William Cronjager Klip: Ronald LaVine Mus: Bernardo Segall