Lad de små børn (2004)

    Efter at have mistet datteren i et trafikuheld går et ungt par effektivt forbi hinanden og alle andre i kampen mod sorgen.


    DEN STORE SORG

    Skuespilleren Paprika Steen instruktørdebuterede med denne tungt-triste historie om et ungt pars rædsler efter at have mistet deres 12-årige datter. Det er filmens – og Paprika Steens – hensigt at beskrive de følelser af afmagt og frustration, som forældre oplever, når de har mistet et barn. Hun vil gå under huden og udstille nerverne for åben skærm... råt for usødet.
     

    Gode intentioner

    Intentionerne er mange og gode, resultatet er derimod kantet og ude af balance. Parret Britt (Sofie Gråbøl) og Claes (Mikael Birkkjær) oplever deres livs største mareridt efter at have mistet deres datter. De er begge i dyb krise, men forsøger ihærdigt at komme videre. Det fungerer bare ikke for nogen af dem. Arbejdet tirrer dem, og de har svært ved at lukke vennerne ind bag facaden. Og hvad værre er: De går effektivt forbi hinanden i enhver tænkelig situation. Ingen synes at kunne hjælpe dem.

    Svært identificerbart
    Filmen bliver ikke en tudefilm, og det klæder den sådan set godt. Problemet er imidlertid, at det er svært at identificere sig med historien, når vi ikke kender datteren. Begivenhederne er altså udelukkende koncentreret om dét at være i sorg og om hvordan, de sørgende og deres omgivelser håndterer dette.

    Lykkes kun sporadisk
    Man har ihærdigt forsøgt at forme en knuget atmosfære omkring dette tema, men det lykkes kun sporadisk. Filmen bliver i stedet gennemsyret tungt-trist på sin egen kedsommelige måde, hvor skuespillerne kæmper en hård kamp for at formidle sorgen i Kim Fupz Aakesons manuskript. Resultatet bliver i langt de fleste tilfælde overspil, der rammer ved siden af hjertet. Lars Brygmann lykkes dog i birollen som Britts chef med at spille noget ægthed ind i affæren, og det er hårdt tiltrængt.

     

    Pressen skrev...
    "En stærk, hård og voldsomt vedkommende film" // "Paprika Steen brillerer som personinstruktør i "Lad de små børn.." Desværre lever Kim Fupz Aakesons manuskript ikke op til standarden" // "Parika Steen hæver aldrig stemmen unødigt i sin sikre debutfilm, der trænger sig helt ind til sorgens marv og ben" // "Der er for meget "Nikolaj og Julie" over Paprika Steens debut som filminstruktør. "Lad de små børn" når aldrig det kæmpedrama, den anslår" // "Adskillige gange er "Lad de små børn..." ved at gå i stå, når enkeltscener ganske mangler intensitet – noget, der måske kan forklares med en instruktørs frygt for at havne i det melodramatiske" samt "En fin og indfølt fortælling om, hvor svært det kan være at komme videre efter en stor sorg". **½ stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2004, Danmark, Drama, Børn på film, Psykologisk drama, Biler på film, 100 min.

    Dansk titel: Lad de små børn
    Instr: Paprika Steen Prod: Thomas Heinesen Manus: Kim Fupz Aakeson Foto: Erik Zappon Klip: Anne Østerud Mus: Nikolaj Steen
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD-N - Bedste skuespillerinde (Gråbøl)
    • BD-N - Bedste birolleskuespillerinde (Mynster)
    • RB - Bedste skuespillerinde (Gråbøl)
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste instruktør
    • RB-N - Bedste skuespiller (Birkkjær)
    • RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Christensen)
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste scenografi
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Bedste sang ("Losing My Religion")