Mar adentro (2004)

Det er ikke svært at få øje på, hvad det er, der fascinerer den brede befolkning ved denne film: Anmelderne, Oscar-komitéen og det danske biografpublikum nærmest lagde sig på knæ og skosnudeslikkede den unge spanske instruktør Alejandro Amenábar for hans bedrift "Mar adentro". Det kan altså konstateres, at "Mar adentro" er en fantastisk film – eller hvad?

Slibrigt sentimental
Filmen er slibrigt sentimental, dårligt castet, tvilsomt sminket, med kolossalt misforstået underlægningsmusik – og et af de dramaer, der bare vil forære sit publikum alle billederne på et sølvfad i stedet for at lade os selv tænke og filosofere over begivenhederne.

Ingen kant
Først og fremmest savnes det, at filmen har kant. Den er særdeles blød i sine kurver og tør ikke på noget tidspunkt tage et opgør med historiens kontroversielle og barske hovedtema – aktiv dødshjælp. Det betyder, at "Mar adentro" forbliver på et sentimentalt og skuffende selvkørende niveau, hvor begivenhederne bare ikke er bevægende.

Dårligt sminket
Javier Bardem er en af de bedste grunde til at se filmen. Han kan ikke gøre for, at han er fatalt dårligt sminket (han skal ligne en, der er ca. 30 år ældre, end han er i virkeligheden). Bardem spiller den krævende hovedrolle flot og troværdigt.

Skuffende biroller
Ved siden af Bardem skuffer de øvrige spillere fælt. Den billedskønne, men ikke videre talentfulde Belén Rueda, spiller Bardems advokat og en naturlig, men dårligt skolet Lola Duenas spiller Bardems tilbeder Rosa.

Talrige svagheder
Filmens svagheder er talrige, og det ville blive omstændigt at nævne dem alle. Men en af dem er instruktørens egen underlægningsmusik, der ofte kammer over i et bombardement af irske sækkepiber og det helt store saftige orkester(!).

Uudnyttet potentiale
"Mar adentro"s styrker ligger uheldigvis i dens uudnyttede potentiale: Historien er potentielt bevægende, og filmen sniger sig op på ca. 5 % effektiv udnyttelse, hvor det kort fornemmes, hvor en dygtigere instruktør kunne have bragt historien hen.