Taking Lives (2004)

"Taking Lives" kan ikke beskyldes for at sætte sit lys under en skæppe. Det er film, der vil frem med sit budskab, og dét kommer den også: Professionelt filmhåndværk i en tilpas spændende historie – orkestreret med stort set alle thrillergenrens klichéstereotyper.

Ikke nogen overraskelser
Allerede med afsløringen af Angelina Jolie som FBI-hovedpersonen Illeana fornemmes det, at ikke alt i denne højspændte film vil komme som en overraskelse. Ung og "lidt for" lækker kvinde med fingeren på aftrækkeren i mere end én forstand! Se, dét er et godt salgstrick som udgangspunkt.

Teenagemorder på spil?

Jolie spiller altså en veltrænet FBI-agent, der hidkaldes af det canadiske politi, der har brug for assistance i opklaringen af en række bestialske mord. Vi er i filmens korte introduktion blevet præsenteret for en teenageknægt, der har grumme lystmorder-instinkter – hvorefter filmen springer en del år frem i tiden til det år, hvor Jolies FBI-assistance tilkaldes. Vi forestiller os, at den samme morder nok er på spil igen...

Sen spænding
Hvem, der er morderen, bliver ikke umiddelbart afsløret – her er en del overladt til tilskueren, i hvert fald dem med en tålmodig fantasi: Resten kan meget vel have gennemskuet gerningspersonen meget tidligt. Men spændingen udløses først sent.

Professionelle klichéer

Det er ikke en film, der kan prale af stort skuespil eller en genial historie. Imidlertid fænger det dystre univers, der er en nevø i arven efter Seven (1995). Mange scener er regulært skræmmende, andre er helt ude af proportioner. Filmen vinder på sit høje tekniske niveau og en billedæstetik, der er til at få øje på – og som samtidig er en nydelse midt i de professionelle klichéer.