Felix (1982)

    En ensom pensionist fingerer en kattekidnapning og får mere opmærksomhed, end hun havde turdet håbe på.


    TIDLIGT ERIK CLAUSEN-FLOP

    Halsbrækkende kikset Erik Clausen-udspil med de to store aldrende stjerner Tove Maës og Poul Bundgaard i hovedrollerne. I samtiden var der omvendt relativt mange positiver blandt anmdeldelserne, og i Aalborg Stifstidende lød bl.a. følgende roser til Clausens anden spillefilm: "Han hylder det folkelige, det enkle liv, de små lejligheders indreby-beboere, de stille eksistenser, kolonihaven, baggårdssammenholdet, lugten i opgangen. Men han bruger det også, næsten brutalt, til at købe latter med."

     

    Ensom pensionist

    "Felix" er historien om den ensomme pensionist Inger Marie Maage (Maës), der desperat håber på en telefonopringning eller andre livstegn udefra, men der sker ikke noget. For at komme bare lidt i fokus vælger hun at rykke en efterlysningsannonce i lokalavisen. Det er fru Maages fiktive racekat Felix, der er blevet stjålet, og hun udlover en dusør på 50.000 kroner til ham, der finder katten.
     

    Et stort engagement

    Det vækker naturligvis en del interesse, måske mere end fru Maage havde håbet på. Blandt andre henvender den selvlærte privatdetektiv Howard Hansen (Poul Bundgaard) sig – komplet med cottoncoat til anklerne – og han går ind i sagen med stor alvor.

    I ingenmandsland
    I ingenmandsland mellem folkekomedie og stille hverdagsdrama famler Erik Clausen sig gennem sin anden spillefilm som instruktør. Det er et håbløst forsøg på at være alvorlig og morsom på samme tid, og der er virkelig ikke hold i hverken eller – så "Felix" ender som et tragisk misbrug af tid og ikke mindst skuespillere.

     

    Pressen skrev...
    "Gaber over mere, end bukserne holder til" // "Erik Clausens næste store spring fremad" // "Varm Clausen-cocktail" // "Munter folkekomedie" // "Erik Clausens nye film lover mere, end den holder" // "Pragtfuld satire" // "Dansk folkelighed ramt rent og varmt" // "Sjov, men en smule langtrukken" // "Den gik ikke, Clausen!" samt "Bravo! Clausen". *½ stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026