Dag och natt (2004)

Den danske instruktør Simon Staho rejste til Sverige for at udleve sine manuskripter på svenske talenter, og denne tendens begyndte med "Dag och natt", hvor Staho samlede nogle af de største skuespillere.

Dybt fascinerende

Filmen er en dybt fascinerende og helt unikt original rejse: Familiefaren Thomas (Mikael Persbrandt) har besluttet sig for at begå selvmord, og det er der ikke noget eller nogen, der kan ændre på.
 

Usentimental afsked

Siddende bag rattet i sin bil tager Thomas den ene usentimentale afsked efter den anden, idet han kører rundt til ekskoner, kærester, elskerinder og familie af forskellig observans for at tage en sidste snak.

En uomgængelig beslutning

Thomas fortæller ikke nogen om sin beslutning – afskeden med diverse er udelukkende for hans egen skyld, og alle samtalerne i bilen er kompliceret af et eller andet forhold, der har været medvirkende til Thomas' beslutning.

Ikke ud af bilen
Vi kommer på intet tidspunkt ud af Thomas' bil. Hele filmen er altså optaget ombord på det rullende flagskib. Kan dét nu lade sig gøre? For Simon Staho kan det. Staho opfinder nemlig en egen unik æstetik "i bilruderne", og historiens barske tema forstærkes på mange måder af den ypperligt intime og indeklemte atmosfære, som kulissen begrænser sig til.

Elskelig kompromisløshed
Det er et originalt fortælleteknisk stunt – kompromisløst, så det kun er til at elske. Hver gang, Thomas parkerer sin bil for at tage en snak, ser vi ud gennem sideruderne vidt forskellige locations, alt fra grå beton til smuk midsommernat.

Ingen tilfældighed

Og det er helt tydeligt ikke tilfældigt, hvor Staho parkerer den kørende kulisse. Landskabet, der enten flagrer forbi eller står knivskarpt stille, er dén verden, som Thomas lukker ude og har besluttet sig for at forlade. Derfor skal tilskueren heller ikke ud af den deprimerede selvmordståge.

Eminent spil
Mikael Persbrandt spiller et af sit livs stærkeste roller, og hvilken præstation! I mindre roller imponerer unge Sam Kessel som Thomas' søn, gode gamle Hans Alfredson som en tilfældig bilist – og ikke mindst Marie Göranzon som Thomas' mor i nogle af filmens mest frygteligt smertefulde scener. Fares Fares kan opleves i en – for ham – yderst alternativ rolle, og han rammer karakterens vanvid og frustration meget flot.