La luna (1979)

Der er god grund til at træde ind i den italienske instruktør Bernardo Bertoluccis særprægede filmunivers. Han er kontroversiel, han er anderledes – og han fortæller de fleste af sine historier fuldkommen uden hensyn til normal pli og uskrevne høflighedsregler.
 

Fra New York til Italien

"La luna" fortæller historien om den rige operasangerinde Caterina Silveri (Jill Clayburgh), der efter at have mistet sin mand rejser med teenagesønnen Joe (Matthew Barry) fra New York til Italien.
 

Mere end blot familiært

Det har længe ligget i luften, at forholdet mellem mor og den 15-årige søn er mere end blot familiært, og det incestuøse forhold tager til i det nye land, hvor sønnen er blevet stofmisbruger og moren er ved at gå i hundene på grund af sin håbløse erotiske besættelse af sin egen søn.

Skildret med stor smerte
Forholdet mellem mor og søn i en overflod af penge og tjenestefolk er skildret med stor smerte. Den erotiske spænding lurer under de voldsomme fortrængnings-mekanismer, og det dramatiske og frastødende skisma kommer stærkt til udtryk gennem de to spillere.
 

Et møde med det forbudte

Bertoluccis absolut modige film er et møde med det forbudte, og det kontroversielle tema lever sit eget utæmmelige liv i en historie, der kredser om morens overpylrede facon og sønnens stofmisbrug.

Pubertetens udfordringer
Filmen lykkes flot i sin skildring af pubertetens udfordringer, og Matthew Barry spiller meget overbevisende den krævende hovedrolle. Man kan med rette beskylde manuskriptet for at blive lidt for sensationssøgende, og dét lider filmen under i de mest "betændte" scener.
 

Antydningens kunst mestres

Antydningens kunst er svær, men Bertolucci mestrer den i de fleste af denne skæve films scener. Konstant erotisk dramatik med en ekstrem tiltrækningskraft –i en særpræget visuel stil med flere flotte operasekvenser fra morens arbejde. En film, der huskes længe.