The Molly Maguires (1970)
En betjent går undercover i forsøget på at optrevle irske kulminearbejderes sammensværgelser mod arbejdsgiveren.
ATMOSFÆREFYLDT KULMINEDRAMA
Martin Ritts "The Molly Maguires" er et stort opsat, actionmættet drama, der efter datidens standarder bestemt ikke var helt billig at producere. Store skuespillere som Sean Connery og Richard Harris i hovedrollerne og omkostningstunge produktionsforhold i Pennsylvania krævede et pænt budget.
En dårlig forretning
Filmen blev ikke særligt godt modtaget af hverken publikum eller presse og blev en rigtig dårlig forretning for Martin Ritt og produktionsselskabet. I dag er der næppe mange, der kender til denne lidt skæve film, der baserer sig på virkelige hændelser og udspiller sig i Pennsylvania i 1876.
Social retfærdighed
Politibetjenten James McParlan (Richard Harris) går undercover i forsøget på at opklare, hvem der står bag en række eksplosioner i kulmineundergrunden. McParlan bliver hurtigt accepteret af minearbejderne og bliver af lederen af oprørsgruppen "The Molly Maguires" Jack Kehoe (Sean Connery) optaget som en del af den mindre gruppe arbejdere, der kæmper mod mineejerne for at opnå social retfærdighed.
Fortættet minearbejdermiljø
(Film)historiske hele 15 minutter går der, inden de første ord bliver udvekslet. Hele introduktionen er én lang visuel rejse ind i det fortættede minearbejdermiljø, en introduktion af de væsentligste oprørere og udførelse af terrorangreb nr. 1 på i mineundergrunden.
Spændende atmosfære
Allerede i disse særprægede 15 minutter fornemmes den spændende atmosfære, som filmen opererer i. Og det varer ved! Dette er en meget atmosfærefyldt og visuelt velfunderet produktion, der i kraft af brugen af lange scener i omhyggelig lyssætning skaber en fascinerende visuel kulisse.
Flot fotograferet
Der er mange kvaliteter i James Wong Howes (Picnic (1955), Hud (1963), Seconds (1966)) fotografering. Man føler sig fuldkommen hensat til 1876, blandt andet takket være den konsekvent neddroslede og varme lyssætning. Kameraet indtager ofte en drømmeagtig position og fører os op og ned gennem mørke skakter.
Dobbelt identitet
Hele minebyen er troværdigt omskabt til 1876-forhold, og det føles ikke som om, noget er påklistret eller unaturligt. Skuespillerne gør det pænt, bedst er Richard Harris i den finurlige rolle som agenten, der spiller minearbejder. Harris får meget ud af rollen og overbeviser i den dobbelte identitet.
Savner forløsning
Men atmosfære og godt spil alene gør ikke nødvendigvis en fremragende film. Der ligger desværre en række lettere frustrerende åg og trykker. Det er som nævnt fint og overbevisende ud fra et visuelt perspektiv med de meget lange scener.
Lidt for kedsommeligt
Uheldigvis bliver fortællestilen for kedsommelig, når det kommer til kontinuiteten i historien, og ydermere savner begivenhederne på flere plan forløsning. Efterhånden som begivenhederne bliver mere (an)spændte, mærkes det tydeligere, at filmen savner et element af rå og saftig fremdrift. Mere elegance i actiondelen, ganske enkelt.
Åben slutning
Slutningen er relativt åben, egentlig ganske fin, men mange vil ganske givet opleve også denne del som med manglende forløsning. Med fin musik af Henry Mancini. Denne score regnes af mange som hørende til Mancinis bedste.
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1970, USA, Drama, Historie, Action, 124 min.
Dansk titel: The Molly Maguires- Sean Connery (Jack Kehoe)
- Richard Harris (Det. McParlan / McKenna)
- Samantha Eggar (Miss Mary Raines)
- Frank Finlay (Davies)
- Anthony Zerbe (Tom Dougherty)
- Bethel Leslie (Mrs. Kehoe)
- Art Lund (Frazier)
- Philip Bourneuf (Father O'Connor)
- Anthony Costello (Frank McAndrew)
- John Orchard (Man in Court Room)
- Nick Dimitri (Policeman)
- Chuck Hicks (Policeman)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste scenografi